Volbeat
med Evil Masquerade, Hatesphere og Mnemic, Danish Metal Awards, Amager Bio

Evil Masquerade
Stemningen var på kogepunktet i Amager Bio, et godt stykke tid før aftenens første act Evil Masquerade gik på scenen. Og bandet blev da også til en vis grad båret frem af den feststemte metalflok.

Desværre varede det ikke så længe, før bandets teatralske kombi af halvpompøs og halvfimset metal mistede pusten og bevægede sig ud i ligegyldighedens krybespor.

Det var tydeligt, at bandet ikke helt havde formatet til at spille ud af alle de festklædte kroge af Lorteøens biograf, og derfor var det kun de to-tre forreste rækker, der reelt fik noget ud af den relativt korte seance.

15 minutter og farvel og tak, og så var den koncert hurtigt druknet i snebajere.
(**)

Hatesphere
Efter nogle meget besynderlige prisuddelinger, hvor ukendte bands løb med nogle ellers ret betydelige priser, kom det tidspunkt, som mange af snebajer-slugende hoveder havde set frem til både med glæde og frygt.

Det var nemlig nu, vi for første gang skulle se Hatesphere uden Jacob Bredahl.

Den fænomenale forgrynter forlod bandet for nogle måneder siden, og i stedet skulle en blot 19-årig gymnasieknøs forsøge at fylde Jacobs store sko.

Og den unge knægt gjorde det faktisk ganske hæderligt, selv om han naturligvis skal have lidt tid til at vænne sig til gruppens stil og dens tekster.

Men brølet fejlede ingenting, så hornede i vejret og huhej, hvor det går – ”Forever War” lød sgu som den plejer, og det giver point, uanset om det så var Julefanden selv, der havde sunget den.

Bandet fik lidt længere tid på scenen end første fuser og brugte tiden væsentligt bedre. Omvendt var der virkelig langt igen, hvis man eksempelvis sammenligner med bandets seneste koncert i Pumpehuset, hvor undertegnedes trommehinder blev blæst til Birkerød.
(****)

Mnemic
Herpå fulgte flere underlige prisvindere og nogle ualmindeligt anonyme gæster, der tamt stavede sig gennem de præfabrikerede kort med rosende ord om de forskellige vinderbands.

Alt dette var glemt, da den tjaldrygende Ilmer aka Jan Elhøj pludselig stod på scenen og sugede bong og kastede rugbrød til publikum under påskud af, at det var svenskerhash.

Nu handlede det jo om tråd og ikke ryger, selv om man flere gange nemt kunne fristes til at tro det modsatte. Mnemic ville det dog anderledes og tæskede straks løs med i et hidsigt tempo lige fra første sekund, de gik på scenen.

Desværre var sættet plaget af ualmindelig ringe lyd, så man næsten skulle tro, man stod til en Korn-koncert i Valby-Hallen. Tungt groove og sublim teknik druknede derfor fuldstændig i lydgrums, hvilket var synd og skam.

(***)

Volbeat
Hvad end man kan lide Michael Poulsen & co. eller er en af de sortklædte nisser, der konstant vrisser om, at Volbeat er for poppede, er der ingen diskussion.

Bandet er uden tvivl i international særklasse. Der er ingen danske metalbands, der når Volbeat til halvt under hofteholderne. Så er den ged vist barberet.

En velsmurt maskine med melodier fra en anden verden, hvor alle kan synge og headbange med.

”Sad Man's Tongue” og ”Radio Girl” sad som sædvanlig lige i skabet, og så må man alligevel lette på den sorte dødshat for, at bandet møder op til et award-show og fyrer et nyt nummer af. Det vidner og selvtillid og et band, der stort set kan gå på vandet.

Sættet var desværre for kort, men det var sådan set ikke bandets skyld. Kvartetten sluttede seancen af med ” Pool of Booze, Booze, Booza”, hvor der var dømt ren overlevelseskamp i pitten foran scenen.

Endnu engang en pletfri performance, og man begynder efterhånden at tvivle på, om metalelvis og co. overhovedet kan spille en dårlig koncert.

Undertegnede vil i hvert fald godt skrive under med det sorteste blæk på, at jeg aldrig har oplevet en sådan fra Volbeats hånd.

(*****)

Aftenens headliner Soilwork er desværre ikke anmeldt, da anmelderen havde travlt med at stille Machine Head dumme spørgsmål.

Svarerne på dem kan du læse her.