Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 27-11-2007 kl. 11:39

Beth Hart
Train, Århus,
mandag d. 26. november 2007

Anmeldt af Troels Frøkjær
Foto: Morten Thun

GAFFA		6 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En sprællevende Hart leverede et fyrværkeri af en koncert

+ Se hele galleriet

Deres udsendte var kommet lidt sent ud af døren, og netop da han fik sit Train-stempel klasket på håndryggen, hørte han musik fra scenen og spurgte lettere forvirret: ”Det er da ikke Beth Hart, der går på allerede nu”?? Hvortil Trains venlige personale kunne berolige den udsendte med, at det var skam bare opvarmningsnavnet: Beth Harts lillesøster! Det lød nu lige godt interessant, og den udsendte fik derfor hurtigt smidt vinterjakken i garderoben og fløj ind mod scenen, hvor der ganske rigtigt sad en nydelig ung dame med langt mørkt hår og en akustisk guitar. Beth Harts lillesøster sang fint, men var dog forbavsende dygtig til at tale dansk mellem numrene, og med ét slog det mig, at jeg strengt taget godt vidste, at Elsebeth Hartvig fra Holstebro tidligere havde spillet opvarmning for amerikanske Beth Hart. Elsebeth fra Holstebro kalder sig på plade og plakater: Louise Hart!

Beth Hart og guitaristen Jon Nichols startede ud med ”Hiding Under Water” fra 2004's succesplade ”Leave The Light On,” der i Danmark har solgt som varmt bagerbrød en søndag formiddag, og da Beth Hart satte sig bag klaveret, blev man straks nærmest slået omkuld af hendes kraftfulde og intense sangstemme, der fremstod krystalklart i lokalet. Efter et par vers med akustisk guitar skiftede Jon Nichols til el-guitar i samme sekund, som bas og trommer slog hul i lydmuren. En betagende effekt på en i forvejen stærk sang - og vi var klar over, at dette kunne blive en stor koncertoplevelse.

Beth Hart var hele aftenen tændt som gjaldt det liv og død, hvilket musikken bogstaveligt talt også tidligere har gjort for hende i kampen mod egne indre dæmoner og et stof- og alkoholmisbrug, der truede med at tage livet af hende. Dette fortalte hun bl.a. om som indledning til den selvbiografiske ballade ”Leave The Light On,” hvor hun bl.a. synger: ”17 and I’m all messed up inside, I cut myself just to feel alive.” Linien ”I ain’t that bad, I’m just messed up” blev sunget så inderligt og hudløst, at den kunne tjene som visitkort til en uforstående omverden for alle og enhver, som kæmper mod samme destruktive kræfter, som Beth Hart har gjort det. At synge sjælen ud fik denne aften en genfunden betydning blottet for enhver kliché!

På sangen ”Sick” langede Hart knivskarpt ud efter en vis nulevende amerikansk præsident og tændte så meget af i det rå, larmende nummer, at det næsten var en tinnitus værd! Men mon ikke det har skræmt enkelte (kvinder?), der hovedsageligt var kommet for at høre de elskede ballader, som denne aften også stod usædvanligt stærkt og bevægende, såsom ”Leave The Light On,” ”L.A.Song,” ”Learning To Live” og den nye ”Jealousy,” som alle blev leveret endnu smukkere end pladeversionerne. Jeg tror, at netop denne enorme musikalske spændvidde skal vise sig i det lange løb at være noget af det, der får Beth Hart til at forblive mere end blot en musikalsk døgnflue. Hun beherskede denne aften virkelig både den stille ballade og heavy-rockeren til perfektion og havde en forbilledlig sæt-opbygning, hvor akustiske stille numre typisk fulgte, når vore øres advarende hyletone var ved at være nået. Og så har hun faktisk med den nyeste plade ”37” fået en hel del brugbare numre midt mellem popballade og Led Zeppelin. Til trods for kun fire plader et sangkatalog langt over middel.

Beth Hart ændrede meget og ofte i den sætliste, musikerne havde til rådighed. Bl.a. spurgte hun pludselig publikum, om vi ville have en ny sang, mens hun forklarede, at sangen endnu ikke var færdig og med et kæmpesmil skreg til os: ”But we don’t give a shit! Motherfuckers!” Og så fik vi ellers en sang, jeg ikke kender navnet på, leveret med et lydtryk og en energi, andre bands bare kan drømme om.

To andre af koncertens højdepunkter, der nærmest stod i kø, var Harts fine udgave af Warren Haynes ”Soulshine,” bluesballaden ”Am I The One?” fra hendes debutplade "Immortal" og den akustiske udgave af den uindspillede ”Home,” der i stil nærmer sig country. Selvom det var tydeligt at se trætheden i de andre musikeres ansigter på denne sidste koncert i en seks-otte ugers turné, var Hart tilsyneladende nærmest ustoppelig, og ekstranumrene blev bare ved og ved, så koncerten nåede op på næsten to en halv time. Enkelte ekstranumre tog Hart sig af alene ved pianoet. De to næstsidste numre blev serveret med to akustiske guitarer, mens vi igen blev blæst til drivtømmer af det allersidste ekstranummer ”Waterfalls” fra albummet ”37”.

Denne lykkelige aften i Århus var milevidt fra den lettere slatne koncertoplevelse Beth Hart gav os i Herning i sommer, hvor hun ikke formåede at løfte Grøn Koncerts havestole en tøddel. Men en klubkoncert som denne med et lyttende indikeret publikum, der kender hendes sange, er helt uden tvivl den bedste måde at opleve Beth Hart og hendes fortræffelige band på.