Anmeldelse / Live / Onsdag d. 05-12-2007 kl. 02:03

Motörhead
Store Vega, København,
tirsdag d. 4. december 2007

Anmeldt af Morten Thornvig Johnsen
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Trommehinderne skreg om nåde, men det var Lemmy ligeglad med

+ Se hele galleriet

Det første, der fangede selv den største julebranderts opmærksomhed, var uden tvivl vingefanget på Motörhead medbragte højttalere, der passede mere til Orange end Vegas sammenstuvede sal.

Der gik dog lige et nummer eller to før Lemmy og co. fik banket støvet af dem. Og først efter nogle halvmudrede udgaver af ”Dr. Rock” og ”Stay Clean” begyndte det enorme lydapparatur at spille bold.

Mudret eller ej, så må man sgu give bandet, at det var så højt, at undertegnedes hullede højre trommehinder skreg om nåde. Men der var ikke meget nåde at hente hos den beskidte britiske bande, der strøg direkte over i semiklassikerne ”Killers” og ”Metropolis”, så selv de sarteste ører, der havde søgt tilflugt i Vegas bagerste bar, ærbødigt måtte smide et par horn i vejret og hylde heltene.

Der var dog ikke tvivl om, at størstedelen af salen var født lang tid efter, at Motörhead brasede ind på banen. Hvilket Lemmy da også bemærkede umiddelbart før ”I Got Mine”, ved med sin whisky-tørre stemme at konstatere, at halvdelen af flokken på ingen måde var født i 1983, da sangen første gang blev spillet live.

Meget kan man sige om den gode Lemmy, men hvis der er nogen, der personificerer sangtitler som ”Born To Raise Hell”, så er det Motörheads hårdhudede forsanger. Og skæringen var da også en af sættets åbenlyst højdepunkter.

Men herefter virkede det som om, bandet lige mistede pusten. Det blev en tand for ensformigt og forudsigeligt, og så hjælper det sgu ikke meget, at det er himmelråbende højt.

Helt skidt gik det, da Lemmy bekræftede sine egne fordomme om aftenens publikum ved entusiastisk at spørge, hvor mange der kendte Thin Lizzy-nummeret "Rosalie". Det var der sgu ikke mange, der gjorde, hvilket mildest talt var skuffende.

For hvis Lemmy er selvskreven i rockens gennemtærskede ABC, er udødelige Phil Lynnot og resten af Thin Lizzy det i høj grad det også. Så hjem og læs på lektien til en anden gang!

Efter 16 øredøvende numre forlod den aldrende trio scenen blot for at vende tilbage og begive sig ud i den akustiske ”Whore House Blues” fra forrige album, 2004’s ”Inferno”. En tiltrængt pustepause til de trængte ørebasser, men i lige så høj grad en afvekslende oase midt i den kompromisløse koncert.

Og når sådan en seance følges op med klassikerne ”Ace Of Spade” og ”Overkill”, så er der ikke ret andet at gøre end at læne sig tilbage og blive bombarderet med en lektion i beskidt, britisk rock & fucking roll.

Selv om det er jul, er det gennempryglede udtryk ”langt mellem snapsede” ikke helt dækkende for Motörheads show i Vega. Men der blev trådt for meget vande hist og her, og flere steder drukende koncerten i rent lydvirvar.
Derfor må bandet nøjes med fire stjerner, eller pentagrammer, om man vil…