Foreigner
Amager Bio, København,
tirsdag d. 4. december 2007
| GAFFA | 6 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Dirty White Boys gjorde rent bord
At dømme efter det forholdsvis beskedne frem-møde denne våde decemberaften skulle man tro, at Tommy Seebach var vågnet fra de døde og havde inviteret sine gamle venner til julebanko. Det skulle dog hurtigt vise sig, at de ca. 600 fremmødte ville blive vidne til et julebrag af nærmest bibelske dimensioner.
De amerikanske rockveteraner Foreigner var i byen med kapelmester Mick Jones som eneste tilbageværende fra storhedstiden for 25 år siden. Man kan kun blive imponeret over, at en rock-morfar stadig kan levere varen som 63 årig. Mick Jones er manden bag alle de store hits, hvoraf de fleste blev spillet denne aften i selskab med et veloplagt og syngende publikum.
De forholdsvis mange piger til denne koncert var helt åbenlyst kommet for at høre sjælerne fra 80'er-festerne, "Waiting for a Girl Like You", "That Was Yesterday" og monsterhittet "I Wanna Know What Love Is", hvor der blev sunget kor, som var det optagelsesprøven til byens hotteste luciaoptog.
De gamle hits blev leveret til punkt og prikke, og Foreigners nye sanger Steven-Tyler-lookalike Kelly Hansen viste netop på disse numre, at hans stemmepragt er overvældende skarp og uden slinger i valsen. Kelly Hansen, der flere gange filosoferede over sit efternavn og tilmed proklamerede, at han er af dansk afstamning, er en absolut værdig afløser for Foreigners legendariske frontmand Lou Gramm, der efter en godartet hjernesvulst for 15 år siden aldrig har fået sin stemme tilbage i nærheden af fordums pragt.
Når Yours truly var oppe i det røde felt, var det primært, når Foreigner gav den gas som i åbningsnummer "Double Vision", den superfede rocker "Dirty White Boy", den rå og cool "Ur-gent" og afslutningsnummeret gennem de sidste 25-30 år "Hot Blooded". På disse rockere viste Foreigner virkelig tænder, og man kunne i den grad spore spilleglæden, når bandet trykker den totalt af i et orgie af fede guitarriff krydret med en fyldig rockbund i et lydbillede, der var cd-lyd værdig. Et klokkerent 13 til lydmanden, der heldigvis ikke havde brugt dagen på at fylde sig med dansk julebryg og dermed skabte et sjældent flot, klart og samtidigt fyldigt lydbillede.
Det hele gik totalt op i en højere enhed, da Foreigner spillede en lang og guitar ekstravagant udgave af "Juke Box Hero". En bid af Zeppelin-klassikeren "Whole Lotta Love" blev spillet på trods af, at Foreigner denne aften måtte undvære Jason Bonham på trommer, der øver med Led Zeppelin inden disses re-union den 10. december i London. Afløseren bag trommerne, Billy Idol-trommeslageren Brian "Animal" Tichy, var måske aftenens største vinder. Lige da bandet startede, var min første tanke, at de havde sat en roadie ind, men det blev hurtigt klart, at det ikke var hr. hvem-som-helst, der tæskede løs på trommerne; indimellem med de bare næver. Han nåede da og-så at smadre en lilletromme og leverede en totalt fed trommesolo, hvilket er nærmest umuligt.
Jeg så Foreigner første gang for 23 år siden og har siden set dem i flere inkarnationer. Endnu engang må jeg konstatere, på trods af løbende udskiftninger i udlændingestyrelsen, at it "feels like the fuckin' first time". Hurra for Foreigner og hurra for publikum, der skabte den fantastiske og medrivende julekoncert i Amager Bio. Synd og overraskende, at kun få mødte frem og hyldede et band, der næst efter Led Zeppelin er det mest sælgende band nogensinde på Atlantic Records.
Man vandrer efter koncerten ud i den københavnske aften med fred i sindet og julelys i øjnene med bevidstheden om, at julemanden allerede har været her. Hvis der bliver en næste gang, er det op af sofaen og væk med fjernbetjeningen. Pyh-ha og tak for i aften til The Dirty White Boys!
Foreigner anno 2007 kan opleves på den nye dvd "Alive & Rockin'". Check koncerter på http://www.concerts.dk








Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.