Machine Head
The Black Crusade, med Arch Enemy, Dragonforce og Trivium, KB Hallen, København

Arch Enemy
Da man forfrossent stod i trippede i køen ind til aftenens metalbal, "The Black Crusade", og kunne høre det dødsdybe brøl fra scenen, forventede man at møde en 150 kg tung nordmand med vikingeskæg ned til knæene. I stedet stod der et lille nips af en lyshåret kvinde, der nemt kunne sove i et sugerør.

Men brølet var ikke til at tage fejl af, og der blev sendt kraftige rystelser gennem den gamle hals beton, hver gang Arch Enemys kvindelige helvedeshyler Angela Gossow åbnede munden. Desværre var lydbilledet i KB Hallen som sædvanlig en tand for grumset, men det tysk/svenske band fik med deres melodiske dødsmetal sat godt gang i metalmandagens kulsorte korstog.

Ud over det lyshårede monsterbrøl leverede bandets to øksesvingere yderst kompetent guitarfileri, hvor især numrene ”My Apocalypse” og ”We Will Rise” stod stærkt og blev vel modtaget af aftenens relativt unge metalpublikum, der i den grad festede igennem.

Allerede midt under Arch Enemys sæt blev de første døddrukne folkeskolelever således båret ud af de travle samaritter, der i den grad virkede paf over, at de unge purke kunne være så stive, når man trods alt tager i betragtning, at klokken knap var halv otte, og størstedelen skulle møde friske op til diktat eller hjemkundskab dagen efter.
(****)

Dragonforce
Efter det dunder af en åbner fik samtlige spritstive ungersvende i salen i den grad mulighed for at blive ædru med et fingerknips. Næste band var nemlig engelske Dragonforce og deres usandsynligt fimsede udkogte udgave af andenrangs powermetal, der i mandag aften fremstod om muligt mere plat end på plade.

Vind i håret og storladne Bon Jovi-moves, jo det her var sgu gay-metal af skammeligste skuffe. Masser af guitarlir og klamme keyboard-manøvrer, der bare ikke kunne skjule de papirtynde melodier og den fesne sceneoptræden.

Det værste fra Manowar puttet ned i en blender med Erasure tilsat lidt tyske sømandsviser. Kort sagt en stinker af karat.

Og selv om undertegnede ihærdigt forsøgte at finde noget positivt at sige om Dragonforce, blev der ikke kradset en eneste spinkel kompliment ned på blokken. Hvad fanden den her flok tåber overhovedet lavede til et relativt seriøst-metalarrangement, er mig fortsat en gåde… Svar udbedes.
(*)

Trivium
Efter den seriøse svipser var det en sand befrielse at få Trivium på scenen. For selv om bandets nye album er en relativt jævn affære, så spiller de fire gymnasieelever altid bagenden ud af læderbukserne med deres tætpakkede thrash.

I forhold til tidligere på året, hvor de fire unge knøse stod på scenen i Pumpehuset, virkede bandet langt mere opsat i aften, og deres musik passede langt bedre til den større scene i KB Hallen.

Bandets tekniske formåen er simpelthen helt i top, og selv om melodierne enkelte steder halter en smule, så var publikum tilbøjelige til fuldt ud at tilgive Trivium – måske fordi ens sarte lyttebøffer netop var blevet plaget af en forfærdelig metalparodi af rang.

Solide skæringer som ”To The Rats” og ”Gunshot To The Head Of Prepidation” blev sublimt smidt ud over scenen. Og samtidig blev undertegnedes bønner fra sidste koncert i Pumperen hørt, da bandet valgte at give sig i kast med nummeret ”Becoming The Dragon”, der uden tvivl er det bedste nummer på Orlando-kvartetten seneste udspil, ”The Crusade”.

Eneste decidere fejlskud i thrash-bøssen var metal-halbal-nummeret ”Anthem”, der var en afskyelig afstikker i aftenens ellers solide sætliste, hvor de skrå betonbrædder flere gange gyngede under mandagens motiverede metalcrowd.
(*****)

Machine Head
Da mørket endelig omsluttede betonhallen på Peter Bangs Vej, og de værste lambrusco-branderter var blevet ekspederet hjem, var det endelig tid til aftenens absolutte hovednavn. Mægtige Machine Head – et band, der efter næsten 15 år og seks album under vesten er i deres livs form, hvilket der senest blev sat en fuldfed streg under, da bandet tromlede hen over regnvåde Roskildes Arena-scene.

Aftenens sæt bestod af otte numre, hvoraf tre var hentet fra bandets seneste studioudladning ”The Blackening”, mens resten var håndplukket fra tre af bandet tidligere udgivelser, nemlig debuten ”Burn My Eyes”, den ujævne toer ”The More Things Can Change” samt comeback-pladen fra 2004 ”Through The Ashes Of Empires”.

Det episke nummer ”Clenching The Fist Of Dissent” åbnede aftenens sidste show med et bombastisk drive og en frådende flok foran scene, der frimodigt crowdsurfede om kap. Det følgende nummer ”Imperium” udbyggede blot ekstasen, og det var helt uvirkeligt at se de første storsvedende, mørbankede mennesker forlade pitten halvvejs inde i koncertens andet nummer.

Men det var fuldt forståeligt. For som altid var Machine Head en velsmurt metalmaskine, der tromlede nådesløst af sted uden at ænse, hvem og hvad der blev mast i farten. Især var det imponerende at følge aftenens vikar-guitarister, primært Corey Beaulieu og Matt Heafy fra Trivium, der agerede stand-in for den normale seksstrenger Phil Dammel, der var rejst hjem til Oakland på grund af et tragisk dødsfald i familien.

Efter en sand hitparade af metal-klassikere hev forsanger Robb Flynn den akustiske spade frem og dedikerede nummeret ”Descend The Shades Of Night” til Demmels far, hvilket blev fulgt op med taktfaste klapsalver fra et yderst veloplagt publikum.

Naturligvis sluttede den tonstunge seance af med Machine Heads uovertrufne klassiker ”Davidian” fra debutalbummet "Burn My Eyes", der i følgeskab med med Panteras "Far Beyond Driven" åbnede en helt ny vred verden for undertegnedes vedkommende.

Og nu vi er ved de historiske vingesus, så er den største circle-pit, jeg til dato har set herhjemme, da Lamb Of God i sommer gennemsmadrede Pumpehuset. Men Machine Head virkede opsat på at udkonkurre kollegerne, og på ordre fra formand Flynn dannede den storklædte masse en gigantisk cirkel af galoperende mennesker, der ikke er set magen til på disse kanter.

Jo, det er godt nok mandag, men metalpublikummet fester, som var det dommedag!

Desværre blev vi denne gang snydt for ”Højt Fra Træets Grønne Top”, som Robb Flynn ellers altid plejer at levere, når bandet gæster hovedstaden ved juletid. Ikke desto mindre leverede Machine Head endnu en gang en mesterlig metallektion, som de gør klogt i at følge op på inden alt for længe. Måske på en dyrskueplads i nærheden…
(*****)

På baggrund af aftenens tre solide metaloptrædener minus den fatalt fimsede parentes i form af Dragonforce viste The Black Crusade for alvor, at metalfolket herhjemme er sultent som aldrig før og urinerer højt og flot på, hvorvidt de skal trækkes ud af hulen en råkold mandag i december.

End ikke arrangørernes dybt håbløse rygepolitik, hvor der kun blev åbnet for et lille omhegnet område ude foran KB Hallen, kunne dæmpe feststemningen.

Men når det er skrevet, virker det dybt tåbeligt, at man i første omgang slet ikke må gå uden for den gamle hal blot for efter flere timers brok at blive stuvet sammen som en flok fulde burhøns ude i julekulden.

Når man betaler mange tusind for en perlerække af metalnavne, kan et stempel eller to vel ikke vælte budgettet.

Selv om man personligt har lagt kræftpindene på hylden, kan man sgu ikke undgå at undre sig over KB Hallens meget mystiske prioritering.