The Floor Is Made Of Lava
med PowerSolo og Turboweekend, Train, Århus

Kære læser, jeg må begynde med en tilståelse: Denne anmeldelse er – helt mod sædvane – skrevet under moderat indtagelse af alkohol. Og de tre bands, der i det følgende bliver anmeldt, blev også – igen helt i modstrid mod husets uskrevne regler – set og hørt under moderat påvirkning af spirituosa. Dog, vil jeg mene, inden for grænser, der ikke påvirker undertegnedes dømmekraft. Af aftenens orkestre drak det ene, The Floor Is Made Of Lava, desuden helt åbenlyst halvstærke sager på scenen. Efter alt at dømme dog ikke sådan, at det påvirkede resultatet i negativ retning. En del af publikum var også tydeligt moderat tilfugtede, nogle endda mere end på det jævne. Men de var jo heller ikke på arbejde.

Hvorfor al denne alkoholsnak? For at illustrere, at det for en stor del af publikum tilsyneladende var sidste chance for at slå sig løs til en rockkoncert i Århus, inden julen får folk til at sprede sig for alle vinde. Og aftenens program på Train stod da også på tre umiddelbart festlige orkestre. De lokale og efterhånden etablerede helte PowerSolo og de københavnsk baserede nylige albumdebutanter Turboweekend og The Floor Is Made Of Lava.

PowerSolo
PowerSolo åbnede ballet allerede et par minutter inden den officielle koncertstart klokken 20. Trioen alias sanger/guitarist Kim ”Kim” Hjorth Jeppesen, brormand Bo ”Atomic Child” på guitar og kor og trommeslager Jens ”Chief Benz” Søndergaard har, siden den nuværende konstellation kom på plads i 2002, spillet flere hundrede koncerter, og derfor leverede de ikke overraskende en solid præstation fuld af velkendte PowerSolo-trick. Trioen er utroligt godt sammenspillet med Jens Søndergaard på det minimalistiske, tam-løse trommesæt som det solide fundament under brødrene Jeppesens til tider ret utæmmede udskejelser på sang og guitar. Vanen tro sang Kim Hjorth Jeppesen ikke bare med munden. Han nærmest vendte vrangen ud på sit ansigt med sin voldsomme grimasseren og lejlighedsvise gokken hovedet mod mikrofonen, hvis han ikke ligefrem havde denne helt nede i munden – bare han ikke får stød en dag. Og brødrenes guitarspil sidder som vanligt et vist sted – også selvom det er yderst alsidigt og sender PowerSolo forbi både rockabilly, country, snert af blues og rendyrket rock’n’roll. Gruppen udgiver næste år et nyt album, deres fjerde, og vi fik flere nye numre, der nok ender her – og lovende lød det. Og da Kim Kix ved slutningen af koncerten var en tur ude blandt publikum med sin guitar og posere og spille samtidig – mens Chief Benz var lige ved hans side, oppe på scenen – fik den i forvejen opløftede stemning endnu en tand opad (4 stjerner).

Turboweekend
Herefter stod den på endnu en trio, københavnske Turboweekend, der dette efterår allerede har spillet en snes koncerter oven på udgivelsen af deres debutalbum ”Night Shift”. Rygterne om særdeles heftige koncerter var løbet i forvejen, men Turboweekend lagde nu ud i det forholdsvis afdæmpede hjørne med de knap så energiske ”Stand” og ”Growing Visions”. Med alle tre medlemmer elegant klædt i hvidt og med farvestrålende visuals på bagscenen. Med tredje sang, ”Not A DJ”, kom der til gengæld gang i sagerne – og dermed også publikum. Turboweekend spiller en slags elektrorock med ret enkle, forholdsvis hårdtpumpede og nogle gange næsten trance-lignende sange frembragte af lineuppet sang/keyboard, bas og trommer – men ingen guitar. Alligevel er lydbilledet ofte forholdsvis tungt og beskidt, eksempelvis i ”Just To Get Down” med lavthængende bas, og den simple lineup og de relativt ditto sange virkede fint på Train – specielt under ”Night Shift”, hvor der faktisk var så meget gang i publikum, at der blev stagedivet. Noget, man sjældent ser til musik, hvor guitar ikke er en del af lydbilledet. Forinden havde Turboweekend dog vist, at de også kan skabe ballader, i form af den ganske fine ”Shadow Sound”. Et kærkomment afbræk fra et i længden lidt statisk output. Men gang i den, det var der. (4 stjerner).

The Floor Is Made Of Lava
Hermed var det blevet tid til aftenens sidste navn. Normalt også en trio, men live har forsanger Tobias Kippenberger lagt guitaren og nøjes med at synge, og den seksstrengede bliver så håndteret af lejesvenden Lars Rock. The Floor Is Made Of Lava fortsatte i det høje tempo, Turboweekend havde efterladt publikum i. Men denne gang med den klassiske opstilling guitar, bas og trommer – og mindst lige så dansabelt som hos Turboweekend. Som i tilfældet Turboweekend er The Floor Is Made Of Lavas sange ikke særlig komplicerede – tre akkorder plus-minus, lidt forvrænger og effekter og så fuld fart frem. Og bevidst primitive, drengerøvsagtige tekster såsom ”suck on this barrell, you can ride my Camaro” eller ”knock yourself out, I’d do your little sister”. Det er ikke stor kunst, men det fungerer, og der er lys i Lava-lampen – især når det bliver spillet med så meget overskud, teknisk sikkerhed og begejstring som her. Også her var tilfredsheden blandt publikum så stor, at der blev stagedivet, selv om den gamle grunge-sport dog hurtigt blev stoppet af Trains hærdebrede vagter, med efterfølgende udsmidning af de formastelige. Intermezzoet lagde dog ikke den store dæmper på publikum, og The Floor Is Made Of Lava efterlod tydeligvis en del tilskuere sultne, da de efter kun godt 40 minutter takkede af efter at have spillet samtlige 11 sange fra deres ganske korte debutalbum ”All Juice, No Fruit”. Undertegnede var dog trods alt ved at være mæt, da variation ikke er det, der tynger Lava-drengenes sange mest – tempoet i sangene er næsten det samme, et pænt stykke over 120 bpm, og de samme akkorder og riff dukker op igen og igen i sang efter sang. Men lad gå – og i ”Told Her I’m From Compton” må Lava-strømmen siges at have begået et vaskeægte hit. Godt gået – og rigtig glædelig jul og godt nytår! (4 stjerner)