I jagten på the missing link mellem lys og mørk keyboardrock

I januarnummeret af GAFFA lovede drengene fra Spleen United, at der var lysere toner i vente på opfølgeren til den dystre debut Godspeed into The Mainstream. At de samtidig angav bands som 2 Unlimited og Faithless som inspirationskilder, skal nok have gjort en fan eller to nervøse. Der er dog ikke noget at frygte, for selv om tonen har taget et skridt imod lyset, og sangene er blevet kortere, er kvaliteten langt over gennemsnitlig 90'er-dance. Hvor debutens nemmeste reference for den dovne anmelder var Depeche Mode, skriger åbningsnummeret Suburbia: Pet Shop Boys! Ikke bare har de et nummer af samme navn, men også det insisterende keyboard og den heftige dansevenlige melodi. Derpå følger singlen My Tribe, som viser bandet fra en mere klassisk synthrock-side, en genre, Spleen United mestrer til fulde. Den nonchalante og tilbagelænede Failure emmer igen af Lowe & Tennant, og 66 følger takten og er desuden et godt eksempel på Spleens tæft for at skrive skarpe tekster. "In my youth I used to rage / In my youth I used to dream of age" lyder et af mange elegante omkvæd. På de lidt antiklimatiske Revenge og Dominator kunne man ønske, at bandet for et øjeblik droppede tangenterne og gav de aggressive pågående melodier, for ikke at tale om titler, den guitar, de fortjener. Den mørke, intense og syv minutter lange Under The Sun ville have været en perfekt albumlukker, men efterfølges af den spøjse My Jungle Heart. Her eksploderer Spleen United pludselig i (over)energiske beats og rave-agtig stemning, hvilket giver en mere aparte end overbevisende slutning på et ellers stilsikkert album.