Skuffende impotent toer – hvor blev sex, drugs & rock’n’roll af?

Hvor debutalbummet fra Louis XIV var en tour de force udi dobbelttydige seksuelle referencer og garage-attitude, leveret halvt råbende, halvt croonende, har San Diego-gruppen brugt en mere konventionel opskrift til opfølgeren. Musikalsk er der skelet voldsomt til Queen og David Bowie, hvilket har betydet, at armbevægelserne er blevet større, og at mange af sangene er blevet sovset ind i strygere. Det fungerer godt på det skarpe, selvsikre titelnummer, men virker hæmmende på resten af albummet. There’s A Traitor In This Room er plaget af gumpetung produktion og røvballeguitar, og den Hunky Dory-swingende Tina ender som ren kitsch med sine ”itchy/bitchy”- og ”Tina/meaner”-rim. Sam- og modspillet mellem de to vokalister Jason Hill og Brian Karscig kommer heller aldrig rigtigt op i gear, selv om potentialet er der, blandt andet på den groovy og hviskende Stalker. Det hele virker noget tamt og ufarligt. For et band, hvis debut var så sleazy, at de blev forment adgang til staten Alabama, er det bare ikke godt nok.