Cat Power: Jukebox

Cat Power
Jukebox

Cat Power: Jukebox

GAFFA

CD / Matador Records
Udgivelse D. 22.01.2008
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Efter at den 36-årige Chan Marshall tilsyneladende har fået bugt med sine alkohol- og selvværdsproblemer, er det blevet helt behageligt at lytte til hende, når hun indtager Cat Power-rollen. For hvor man før følte, at man overskred hendes intimsfære, har man siden 2006-udspillet The Greatest kunnet nyde en selvsikker Marshall med den jordforbindelse, der før svigtede det talentfulde espeløv. På dette andet coveralbum får man covere af James Brown, Billie Holiday, Janis Joplin og Joni Mitchell-sange, en genfortolkning af Cat Powers egen Metal Heart fra det 10 år gamle gennembrudsalbum Moon Pix og den nye sang Song To Bobby, om og dedikeret til forbilledet Bob Dylan. Albummet indledes med en fantastisk opdatering af Theme From ”New York, New York”, hvor Cat Power modigt går Liza Minelli og Frank Sinatra i bedene og forvandler den gennemtærskede karaokeklassiker til en cool og forførende blues. Af andre højdepunkter finder man den sensuelle takling af Hank Williams’ Ramblin’ (Wo)man og George Jones’ Aretha, Sing One For Me, hvor Chans soulfulde røst matcher hendes swingende Dirty Delta Blues (backing) Band. På linje med hendes The Covers Record, og modsat de fleste andre kunstneres coverversioner, ser Marshall stort på originalernes melodier, og det skorter derfor ikke på kreative og originale bud på sangene, alle med et mesterligt udfald. Hvis bare dette album fungerede som en rigtig jukeboks, hvor man kunne fortsætte med at hælde mønter i, havde man et godt bud på sit øde ø-album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA