Anmeldelse / Live / Torsdag d. 31-01-2008 kl. 16:56

Duffy
The Pigalle Club, London,
onsdag d. 30. januar 2008

Anmeldt af Nicolai Hartvig

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Soulstjerne i svøb står stærkt musikalsk, men personligheden skal lige tømres fast

Med Amy Winehouse i tilsyneladende frit fald har britiske kritikere og promotere søgt landet tyndt efter den næste nye soulstjerne og kåret den walisiske lilleby-pige Aimee Anne Duffy. Et blond hoved med et ansigt støbt på en ung Dolly Parton og Pamela Anderson, der de seneste tre år har skrevet sange med Suedes Bernard Butler og David McAlmont, mens hun, som Winehouse, trænede og udviklede en stemme, der er meget større, end hendes fysik burde tillade. Men Duffy har ikke spillet så mange koncerter og var derfor på en slags fire-shows træningsforløb på Londons Pigalle Club, en pariser-stil-kabaret-klub, som hilste Duffys støvede soul med støvsugede gulve og poleret messing.

Duffy selv gik på scenen i en skinnende sort satin-lignende kjole, med lange blonde lokker, der knapt bevægede sig, mens sangerinden i 50 minutter rykkede med hofterne, knipsede kækt med fingrene og malede musikken i luften med sin højre hånd. Flankeret af et eminent tætspillende seks-mands orkester leverede hun, hvad hun havde, en introduktion på ni numre, der fra første frase viste en enorm sangstemme. Tankerne fløj i retning af Motown-kanonen Dionne Warwick, Dusty Springfield og et behageligt overraskende strejf af Horace Andy på førstesinglen ”Rockferry”. Duffys stemme strakte sig fra blød silke til kraftfulde høje toner, der altid formåede at holde sig fra blive skingre. Sangerinden og hendes orkester leverede en lyd, der var varm og intim nok til at betage det mindre spillested, men har storladent potentiale til at fylde de største koncertsale. Men til tider manglede Duffy stadig at leve sig helt ind i sangene og at finde sig hjemme i en stærk personlighed lig den, som enhver af hendes forgængere har haft.

Som Winehouse trækker Duffy klar inspiration fra den pæne side af 60’ernes soul, hvor kostume-koordinerede go-go-pigebands tilsyneladende alle havde navne, der endte på "-ettes." Pigerne sang søde kærlighedssange med en uskyld, der nærmest tryglede om at blive taget. Mens Amy Winehouse for længst har slettet alle spor af en sådan uskyld, er Duffy et ubeskrevet blad, der ved første syn ligner en dobbelt personlighed. Når musikken stoppede på Pigalle, smilede sangerinden lettere genert, mumlede og introducerede en sang, hun allerede havde sunget. "Den næste hedder ”Warwick Avenue” ... nåh nej, den har vi jo spillet," lød det fra den en smule nervøse pige. Men så snart tonerne klingede, blev 23-årige Duffy 10 år ældre, uendeligt mere moden, og musikken osede af livserfaring.

Duffy kan spås en lysende fremtid. Rent musikalsk er hun er stort skridt hen ad vejen, men personligheden skal stadig tømres fast, forankres i musikken. Indtil videre kan man så bare nyde at se en yderst talentfuld ny stjerne begynde at finde sin vej. Debutpladen ”Rockferry” udkommer til marts.