Anmeldelse / Live / Fredag d. 01-02-2008 kl. 15:35

Lise Westzynthius
Strange Ears Festival, med Munich, Heidi Mortenson, Hear Hear og Mimas, Musikcaféen, Århus,
torsdag d. 31. januar 2008

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Steffen Jørgensen, www.jint.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Lovende, men endnu lidt ufærdige navne fra vækstlaget efterfulgt af habil overraskelse

+ Se hele galleriet

Billeder: Steffen Jørgensen, http://www.jint.dk

Århusianske Strange Ears, en virksomhed med både koncertbooking, management og pladeselskab, fylder i disse dage to år, og det fejrer den med høj cigarføring i form af en tredagesfestival på hele tre af byens spillesteder. Festivalen åbnede torsdag aften på Musikcaféen og bød på fire lokale grupper fra vækstlaget samt en hemmelig overraskelse, der alle spillede 30-40 minutter – samt festtale ved selveste kulturrådmand Flemming Knudsen.

Munich
Aftenen åbnede med Munich. Gruppens helt store force er samspillet mellem de to leadvokalister Michael Kærsgaard og Karin Nielsen. De to fremfører både unisone dobbeltvokaler i bedste Raveonettes-stil, duetter og call-response-sang, og det klæder så absolut på gruppens sange. Munichs melankolske guitarrock har rødder i blandt andet postrock, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i de støjende guitarklimakser, numrene ofte ender i. Gruppen er dog absolut bedst, når den er mindst støjende, som eksempelvis åbningsnummeret ”Kitchen Doors”, hvor Michael Kærsgaard til en afveksling spillede akustisk guitar, hvilket tilfører numrene en behagelig lethed. Også den i Munich-sammenhæng usædvanlig poppede, glade, melodiøse og tempofyldte ”The Young Ones” trak op. Det er et af gruppens nyere numre, og bandet må varmt anbefales at følge denne lysere sti frem for den til tider lidt gumpetunge postrock. Og hvis Munich absolut insisterer på en mur af guitarstøj, bør Michael Kærsgaard nok købe et par pedaler mere end de beskedne tre, han havde taget med på Musikcaféen. (3 stjerner).

Heidi Mortenson
Enmands-elektronika-navnet Alice Rose var desværre blevet syg, men Strange Ears havde fundet en åndsbeslægtet erstatning i form af Heidi Mortenson, der indtog scenen med et større arsenal af teknisk isenkram og iført noget, der mindede om spejder-outfit med halstørklæde og knickers – og påmalet overskæg. Af uvisse årsager insisterede pæredanske Heidi Mortenson på at tale engelsk mellem numrene, hvilket virkede noget kunstigt – også selvom Mortensons sangtekster er på engelsk. Undertegnede har tidligere oplevet den både syngende og rappende, men overraskende beherskede Heidi Mortenson noget mere pågående live, og derfor var hendes optræden let skuffende, men hun var jo også med på et afbud. Tilmed var store dele af musikken tydeligvis præindspillet, og Mortenson bidrog mest med sporadiske tryk på et legetøjskeyboard, som publikum også fik lov at pille ved – i øvrigt et af koncertens få højdepunkter, hvor der omsider var mental forbindelse mellem publikum og performer. Til gengæld blev Mortenson hæmmet af tekniske problemer, da hun på et tidspunkt forsøgte at sample sin egen human beatboxing og orale bas-imitation. Det lykkedes, men ikke uden problemer. En lidt halvtam præstation fra en kvinde, der ellers kan programmere ganske effektiv, kantet elektropop og tilsætte direkte tekster og fængende omkvæd. (3 stjerner)

Tale: Flemming Knudsen
Herefter var det tid til en forsinket åbnings- og skåltale fra kulturrådmand Flemming Knudsen (S). Knudsen benyttede lejligheden til at rose Strange Ears og bagmanden Steffen Rasmussen for virksomhedens store initiativ, der på to år blandt andet har budt på 150 koncerter med i snit tre bands per aften. ”Bliv ved”, var afskedsordene fra Knudsen til Strange Ears, og til det kan man jo kun sige: ”Hørt!”

Hear Hear
Og hørt blev aftenens tredje band med det passende navn Hear Hear også. Gruppen spiller en forholdsvis traditionel, guitarorienteret pop-rock med den ganske stærke vokalist Anne Holt i front foran et teknisk meget velfunderet band. Hear Hear kan også skrive forholdsvis iørefaldende sange, ikke mindst ”All Depends On You”, der – som Anne Holt – tørt bemærkede har fået en del spilletid på P3, dog mest om natten og i de tidlige morgentimer. Hear Hear burde dog også kunne få airplay i dagslys, men de mangler for alvor at udvikle deres eget særpræg. Musikken og gruppen minder om utallige andre bands med en kvindelig solist i front, uden at der særlig er ét navn, der springer i øjnene. I undertegnedes ører lyder de dog mest som the missing link mellem Lampshade og Kira And Kindred Spirits uden nogle af disses personlighed. Men med lidt mere kant og lidt bedre sange kan de måske nå langt – håndværket er der jo helt styr på. (3 stjerner).

Mimas
Herpå var det blevet tid til Mimas. Gruppen har huseret på den århusianske scene siden 2004 og har udviklet sig markant fra lidt uopfindsom, følsom melankoli-rock i Radioheads og Sigur Rós’ fodspor til et mere originalt udtryk præget af smukt trompetspil og nogle næsten råbe-agtige kor, hvor medlemmerne synger unisont af deres lungers fulde kraft – ikke helt ulig The Kissaway Trail, og Mimas’ sanger Snævar Albertsson præsenterede da også finurligt første sang som ”Smother + Evil = Hurt”. Der var dog selvsagt tale om en joke. Tempoet er da også meget lavere end hos The Kissaway Trail, og ekkoerne fra eksempelvis Sigur Rós er da også stadig til stede. De fire Mimas-medlemmer er alle tydeligvis teknisk meget dygtige musikere – i øvrigt har deres keyboardspiller netop forladt gruppen, der nu fortsætter som kvartet – og ud over trompeten markerer Mimas sig blandt andet ved Snævar Albertsson’ intense, følelsesfulde vokal, det alsidige trommespil og en femstrenget bas. Som meget andet post-rock-inspireret musik veksler Mimas mellem afdæmpede og mere spændingsfyldte passager, men langt mere underspillet end eksempelvis Sigur Rós og ofte med passager, der kun består af trommer, bas og så de karakteristiske korpassager. Med andre ord et spændende orkester. Desværre kniber det lidt med de fængende kompositioner, og kombinationen af manglen på iørefaldende melodier og det ofte meget adstadige tempo trak ned i det samlede indtryk af et orkester med masser af potentiale. (3 stjerner.)

Lise Westzynthius
Aftenen blev afrundet med overraskelsen: Lise Westzynthius, der gav sin første danske koncert uden for København i tre et halvt år. Westzynthius optrådte med sit uundværlige elklaver, en laptop og kontrabassisten Henrik Poulsen. Det blev til en afdæmpet og intens optræden med både gamle og nye sange, hvor Westzynthius’ smukke, lyse englestemme heldigvis stod klarere i lydbilledet end på hendes seneste album ”Siberian Mission”, hvor den – pladens øvrige høje kvaliteter ufortalt – sine steder er lige lovlig luftig. Også den lejlighedsvis brug af præindspillede spor på computeren fungerede fint – og langt bedre end hos Heidi Mortenson. Westzynthius glemte godt nok første linje af teksten til næsten-radiohittet ”Childlike Curves”, men det er menneskeligt at fejle, og koncerten gav store forventninger til Westzynthius’ kommende turné, der bringer hende til Aalborg, Århus og København henholdsvis 28. og 29. februar og 14. marts. (4 stjerner.)

Strange Ears Festival fortsætter følgende dage:
1. februar: Studenterhus Århus: Karsten Pflum, Tilde, Tokio + djs's
2. februar: VoxHall, Århus: Sarah Hepburn, Emily And The Orgasm Addicts, Eva And The Heartmaker, January Jaunt, Cecilie Noreng og Make Better. Læs mere på http://www.strangeears.com