Jimmy Eat World, Store Vega, København

Jimmy Eat World: Store Vega, København

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

”I'm a New Jersey success story” sang Jim Adkins i koncertens åbningsnummer ”Big Casino”, hvilket i hvert fald havde et element af sandhed i sig, også selvom Jimmy Eat World kommer fra Arizona.

Koncerten med det amerikanske band, der kun en gang tidligere har gæstet Danmark, var nemlig blevet rykket fra Lille Vega til Store Vega, hvor publikum begejstrede kunne bevidne bandet lægge ud med tre særdeles stærke sange i træk.

Gruppens danske fanskare synes at være vokset betydeligt, siden de i 2005 gav koncert på Orange Scene, og de kunne til denne koncert glæde sig over, at føromtale sang blev fulgt op af ”Sweetness” og ”Work”, der samtidig fungerede som repræsentanter for gruppens tre seneste plader.

Det var også disse tre plader, der udgjorde størstedelen af aftenens sætliste, der kun ellers bød på to underlige valg fra pladen ”Clarity” samt den obskure ”Disintegration”, der måske andre steder ville have været en crowd pleaser for hardcore-fans, men her blot var en kedelig tilføjelse.

Efter den velfungerende indledning kom ”Always Be” fra gruppens seneste album ”Chase This Light”, og den understregede ganske fint, hvor langt gruppen på seks plader har bevæget sig væk fra debuten fra 1994. Der er ikke meget af den angst og desperation tilbage, der dengang fik amerikanske journalister til at gruppere dem som et emo-band.

Siden ”Bleed American” fra 1999 har bandet støt bevæget sig ud i stadionrock-territoriet, og på gruppens seneste album er de samtidig på deres hidtil mest poppede. Af samme grund var der derfor ikke rigtig andre sange end singlen ”Big Casino” fra det seneste album, der gjorde et nævneværdigt indtryk.

Så var der straks mere gods i sange som ”Get It Faster”, hvor Adkins og guitaristen lavede dobbelt guitarlir, som var de helte-indie-udgaver af K.K. Downing og Glenn Tipton. Og også ”Futures” blev leveret med en pondus, der både musikalsk og tekstmæssigt ligger langt over materialet på seneste udspil.

Der var ikke mange svinkeærinder mellem sangene, så efter 12 sange på omkring 50 minutter var det tid til den obligatoriske pause inden ekstranumrene. Dem var der så heldigvis også fem af, og efter ordene ”Hell yeah we're gonna play more” leverede bandet først ”Your House” og den smukke ”Hear You Me” begge fra ”Bleed American”.

Afslutningen kom i form af hittet ”The Middle”, der sammen med bandets ønsker om at alle kom sikkert hjem understregede, at gruppen til tider godt kan fremstå lidt for flinke.

Undervejs savnede man i hvert fald lidt af den kant og attitude, som man fandt det på de bedste sange fra ”Clarity”, der samtidig er sange, bandet havde valgt ikke at medbringe til aftenens koncert. Det var lidt synd, da bandet undervejs fremstod noget renskurede og ferske, hvilket er to kvaliteter, man næppe ønsker sig af et rockorkester.

Men når de leverede det bedste fra deres to foregående plader, så herskede der ingen tvivl om, at de formår at skrive særdeles fængende rocksange, og at de ganske vellykket har gennemgået transformationen fra indadvendte emo-rockere til et rockband med stadionrock-kvaliteter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA