Anmeldelse / Live / Lørdag d. 09-02-2008 kl. 12:15

Megadeth
med Volbeat, KB-Hallen,
fredag d. 8. februar 2008

Anmeldt af Morten Thornvig Johnsen
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fredagsmetal af svingende kvalitet i betonbunkeren

+ Se hele galleriet

Før jeg begiver mig ud i en bedømmelse af fredag aftens koncert i KB-Hallen, vil jeg endnu engang godt tillade mig at sende en spand galde i retning af KB-Hallen og dens forhold. Dårlig lyd, ringe barforhold og oversvømmede toiletter kan alt sammen overleves, så længe der er fadøl i kruset og metal i højttalerne.

Men det er mig stadig en gåde, hvorfor arrangøren DKB Motor konsekvent nægter folk retten til at gå uden for. Jeg har selv lagt cancer-pindene på hylden for længe siden, men jeg kan stadig ikke se, hvorfor man absolut skal stuve folk sammen i 4-5 timer uden at give dem mulighed for at gå ud og få en pause fra lugten af flade fadøl og hotdogs.

Det er mere end amatøragtigt, det er direkte pinligt. Det kan for helvede ikke være så vanskelligt at gå ned i en bogpusher og investere i et stempel. Jeg vil med glæde betale den 20’er, sådan et koster.

Hvor svært kan det være?

Volbeat
Efter sigende er det hr. Dave Mustaine selv, der personligt havde håndplukket Volbeat som opvarmning efter at have rystet lidt med de røde lokker til bandets to skiver.

At det så endte med at blive en co-headlining mellem Volbeat og Megadeth, havde den tidligere Metallica-guitarist måske ikke regnet med. Men Volbeat demonstrerede endnu engang, at de har klassen til at spille tråd med de helt tunge gutter.

Bakket op af en solid sætliste gik det danske band direkte i flæsket på fredagspublikummet, selv om bandet gennem de indledende numre ”Human Instrument” og ”Another Day, Another Way” fightede forgæves med en alt for lav og ulden lyd, der fik bange anelser frem i de mange fremmødte metalhoveder, der flere gange har måttet se et stort heavynavn få smadret deres show af en af Købehavns forældede håndboldhallers elendige akustik.

Heldigvis fik lydmanden skruet lidt på de rigtige tangenter, så man rent faktisk kunne høre, hvad der blev sunget i ”Mr. & Mrs. Ness”, hvilket også lokkede aftenens første crowsurfer ud af sit hi. Med sit tonsende tunge drive er fortællingen om stakkels afdøde Lucys forældre uden tvivl en af frontmand Michael Poulsens stærkeste sammenkog, selv om den efterfølgende ”Sad Man's Tongue” også kandiderer til prisen.

To nye numre blev aftenens metalsultne flok budt på, hvor af det ene næsten lød som Sublime møder Elvis med en bund af tungmetal. Men ifølge frontmanden selv går bandet i studiet den 31. marts, så vi må vente lidt med at fælde den endelige dom over bandets nye kreationer.

Det var uden tvivl de tungere numre som ”River Queen” og ”Pool Of Booze” fra bandets bagkatalog, der gik i nakkehvirvlerne fredag aften, hvor vi for en gangs skyld slap for alle de P3-tilbedende tosser, der udelukkende kommer for at høre ”den dér med ham fra Magtens Korridorer”.
(****)

Megadeth
For undertegnede har Megadeth altid været noget særligt, da det var et af de første metal-bands, jeg stiftede bekendtskab med, da jeg som lille knægt sad nede i heavy-fredes mormors kælder og skamhørte ”Rust In Peace” og ”Countdown To Extinction”, mens vi benovet labbede den ene Arnold-film i os efter den anden.

I dag er Megadeth dog i langt højere grad lig med frontmand Dave Mustaine og hans backingband, som han med sikker hånd pisker over metalstepperne. Og trods skiftende lineups må man alligevel anerkende det faktum, at Megadeth gennem hele karrieren, minus et par få svipsere, har holdt et imponerende højt niveau. Og det siger vi helt uden at skele til Mustaines tidligere arbejdsgiver…

Akkurat som med Volbeat tog det lidt tid, før thrash-legenderne fik noget, der mindene om musik ud af KB-Hallens hårdt prøvede højtalere, og først ved ”Wake Up Dead” og ”Skin O’ My Teeth” blev vores sarte ørebøffer præsenteret for noget, der havde en svag lighed med ufortyndet tråd.

Men trods et sublimt bagkatalog og flere højdepunkter som ”Kick The Chair” og ”Tornado Of Souls” fik Mustaine, der for det meste af koncerten stod med sin røde løvemanke nede i masken og filede løs på øksen, aldrig sat metalmaskinen ordentligt i gear.

Det var lidt for stift og uinspireret, og selv om bandet har et solidt bagkatalog at plukke af kom mange af thrash-klassikerne aldrig rigtig ud over scenekanten.

Mustaine siger ikke meget, hvilket han også selv bemærkede. Men det er jo heller ikke en konfirmation, så ingen forventer lange lovprisninger. Alligevel kunne man godt ønske sig lidt bedre kontakt med publikum, der for en gangs skyld kunne nyde metal i Hovedstaden uden at skulle bekymre sig om job dagen efter. Om ikke fra bandlederen så fra hans noget anonyme lejesvende, der virkede nærmest pacificerde over at stå på en scene med Mustaine.

Klassikere kan vaske pletterne af selv de mest beskidte metalklude. Og det gjorde ”Symphony og Destruction”, ”Peace Sells” og ”Holy Wars” også fredag aften i betonhallen. Men det var desværre ikke helt nok.
(***)