Spillemanden holder stemmebåndene i strammere snor, men har charmen intakt på toer

Thomas Buttenschøn delte vandene, da han albumdebuterede i efteråret 2006. Mange – herunder undertegnede – blev øjeblikkeligt forelskede i den glade unge spillemand, mens andre fik myrekryb over hans mildt sagt ekspressive sangstil. Nu er Buttenschøn tilbage, en kende mere eftertænksom og med knap så løse stemmebånd, om end han heldigvis ikke har glemt sin forrygende falset eller de bevidst halvt haltende versefødder. Musikken har bevæget sig en smule væk fra det folk-jazzede og over imod et poprocket og sine steder små-soul-funket udtryk, og ved første ørekast kan Billeder Af Min Baggård virke en kende skuffende oven på den mere utæmmede debut. Albummet vokser dog ved genlytning, ikke mindst takket være de både fængende melodier og de vellykkede tekster, der i et ligefremt, klichéfattigt sprog beskriver kærlighedens op- og nedture i både første, anden og tredje person, af og til tilsat bekymringer om verdens dårligdom – ikke mindst urolighederne på Nørrebro, Buttenschøns baggård. Et af albummets mange højdepunkter er det hitpotentielle åbningsnummer Smukkere End Smuk, hvor Buttenschøn blandt andet leverer følgende guldkorn: ”Du er smuk selv i hvide tennissokker og uden makeup”. Balladen Det Han Lovede viser, at Buttenschøn også behersker den gravalvorlige skæbnefortælling, og bortset fra den lidt gumpetunge bluesrocker Hvornår Mon Du Kommer?, der musikalsk ikke rigtigt letter, er Billeder Af Min Baggård en serie skarpe snapshots. Se dem.