Snöleoparden
Snöleoparden

Århusianske Jonas Stampe har i de senere år stået for ret radikale og fritænkende musikalske eksperimenter under navnet Snöleoparden, og nu foreligger det selvbetitlede debutalbum så. Det legende og barnlige – forstået på en absolut positiv måde – er i centrum, når Snöleoparden afsøger sit territorium af blokfløjter, xylofoner, guitarer, spilledåser, tablas og diverse køkkenredskaber og spiller på dem med en klædelig naivisme, som dækker over et umådeligt skarpt blik for musikalske strukturer. Snöleoparden og hans inviterede venner er simpelthen så musikalske, at de kan spille på grænsen til dér, hvor musikken vælter, og strukturerne falder sammen. Det kan lyde lidt fortænkt, men det er det bestemt ikke. Hør blotSnabel e med dens støjende percussion, den psykedeliske rocksang Water Puppet Theatre eller den på én gang drømmende og hektiske spilledåsesang Den Evige. Det her er rigtigt charmerende, men ikke noget for hverken musikalske vanetænkere eller omkvædsjunkier.