Moby spænder hjelmen og tager danseskoene på. Hvad skal de så spille på DR Soft?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne signatur ikke ligefrem er Mobys største fan. Bevares, Go havde da sin charme tilbage i 1991, men alt i alt var det med afmålte doser af mistro, at den skaldede veganers seneste plade Last Night røg i afspilleren. Forventningen om bluesede og blødt klingende downbeat-oder blev dog delvist gjort til skamme, for Last Night er Mobys hyldest til New Yorks natteliv, som skabte hans karriere, da han i midten af 80’erne begyndte som house-dj. Der trækkes tråde til blandt andet tidlig house (The Stars, Everyday It’s 1989), US garage (I’m In Love) og italodisco (257.zero). Vi slipper dog ikke helt for de bløde breakbeats og de let melankolske vokalindslag, men faktum er, at Last Night er mere interessant og udavendt end Mobys seneste plader. Alt er dog ikke lige vellykket, og helt galt går det på Hyenas, hvor den uinteressante sangskrivning går op i en højere enhed med en produktion, der helhjertet bekender sig til den Moby-lyd, som gud og hvermand og ikke mindst hitlisterne kender til hudløshed. Et gæstevisit fra hiphop-pioneren Grandmaster Caz lyser til gengæld op på I Love To Move In Here – tag den, Eminem! Om den mere elektroniske og dansable lyd kan betale sig rent kommercielt, må tiden vise, men herfra skal der lyde en anbefaling til Moby om at fortsætte i den retning, også selv om et tilbageblik på dansemusikkens historie vel næppe kan kaldes musikalsk fremsynethed.