The Cure
Forum, København

Bevæbnet med karrierens bedste numre og et maraton-show på tre timer tog The Cure et udsolgt Forum med storm.

Det er midt i "In Between Days", at alting kulminerer. Badet i et kalejdoskopisk lys står Robert Smith med hovedet på skrå og smiler koket. Publikum kan teksten udenad og har fuldstændig overtaget. Selv behøver han ikke nærme sig mikrofonen. Langsomt glider nummeret over i jubelsangen "Just Like Heaven". Et kollektivt sug strømmer gennem salen, og kuldegysningerne risler. Triumftoget er i gang.

Man kan roligt sige, at The Cure har været savnet i Danmark. Sidst gruppen gav koncert herhjemme, var på Roskilde Festival 2001, og koncerten i Forum er den første indendørs af slagsen siden 1992.

Med de senere års få sjældne besøg in mente er det slående, hvor mange helt unge og yderst dedikerede fans, der er dukket op til aftnens koncert.

Selvom gruppen har eksisteret i over 30 år, og Robert Smith næste år kan fejre sin 50-års fødselsdag, appellerer The Cure stadig til nye generationer af melankolske teenagere med hang til sort tøj, fed eyeliner og en solid dosis weltschmerz.

Overalt myldrer det med små Robert Smith-kloner med blodrød læbestift, touperet hår og et begejstret blik i øjnene. Fascinationskraften har The Cure altså ikke mistet med årene. Og det er der flere grunde til: For det første kan man ikke komme uden om nostalgieffekten ved, at langt størstedelen af publikum er vokset op med The Cures bagkatalog og farverige musikvideoer fra storhedstiden i 1980'erne og start-90'erne. Folk vil simpelthen ind og se giraffen og opleve suset fra en tid, hvor verden måske var lidt mere enkel og sort/hvid.

For det andet har der i de senere år været voldsom musikalsk fokus på de mørke 80'ere. Senest har Joy Division fået en ordentlig renæssance, og nyere bands som Interpol, My Chemical Romance, The Rapture og mange andre har alle tilkendegivet, at de er dybt inspireret af The Cure.

Sidst men ikke mindst er der selvfølgelig musikken. The Cure bliver ofte kritiseret for ikke at have tilnærmelsesvis så stor betydning for musikscenen i 1980erne som eksempelvis New Order, The Smiths og Depeche Mode. Men sandheden er, at The Cure har været en væsentlig inspirator for utallige bands og været med til at definere genrer som goth, rave og postpunk. Desuden har gruppen utallige klassikere på samvittigheden. Et hurtigt kig på denne perlerække af skæve pophits siger det hele: "Love Song", "Pictures Of You", "Lullaby", "The Walk", "One Hundred Years", "A Forest", "Let's Go To Bed", "Close To Me", "Why Can't I Be You?", "Boy's Don't Cry", "Killing An Arab", foruden de to førnævnte "Just Like Heaven" og "In Between Days".

Et langt højdepunkt
På The Cures sidste turnéer har der især været lagt vægt på de mere dystre, episke og mørke sange fra album som "Pornography" og "Disintegration". De var også at finde på aftnens sætliste, men helt enestående nåede The Cure på deres lange maratonshow igennem samtlige af deres største hits. Enhver Cure-fans vådeste drøm, og der blev danset, sunget og jublet igennem stort set hele koncerten. Selv de to nye numre "A Boy I Never Knew" og "Freak Show" blev taget godt imod og lover fint for det kommende Cure-dobbeltalbum, som udkommer senere på året.

The Cure er på denne turne barberet ned til en kvartet bestående af bas, trommer og guitar. Man kunne fristes til at savne de karakteristiske keyboardflader, men overraskende nok klædte den mere primitive lyd sangene, så de fremstod mere friske og rå. Med et Forum, der lydmæssigt viste sig fra sin bedste side og Robert Smith i overlegen topform kunne man ikke bede om mere fra de britiske veteraner.

Koncerten var på mange måder et langt højdepunkt og et fascinerende indblik i gruppens mangfoldige karriere. Efter tre timer og hele tre (!) sæt ekstranumre sluttede seancen med en knivskarp udgave af det 30 år gamle nummer "Killing An Arab" – gruppens allerførste single. Cirklen var sluttet, og en mesterlig aften afsluttet med maner. Fuldt hus til The Cure, intet mindre!