Teitur
Posten, Odense (turnestart)

Af praktiske årsager viser galleriet billeder fra koncerten på Train i Århus dagen efter Odense-koncerten

Det er sjældent, at man i selskab med hundredvis af mennesker kan høre en knappenål falde til jorden, oven i købet i en grad, så det føles, som om lyden af selv det mindste snøft ville brede sig som trykbølger fra et atomvåben. Ikke desto mindre var der en næsten højtidelig stilhed, da Teitur med ensemble strøg de første knirkende toner an, på åbneren Guilt by Association, der med et skævt og narrativt lyrisk univers og en minimalistisk instrumentering skulle vise sig at være blot en af mange perler i den færøske Teitur Lassens musikalske østers.

I den sammenhæng er det naturligt at berøre Teiturs dugfriske udspil The Singer, der blev indspillet på øen Gotland i svigerforældrenes vinterlukkede pensionat med havudsigt og medbragt mobilstudie. Om de idylliske omgivelser har været udslagsgivende for pladens organiske lyd og intime atmosfære, skal være usagt, men uanset baggrunden har Teitur tilført sit ellers betragtelige bagkatalog en spandfuld hudløst ærlige og tindrende smukke sange, der blev leveret med stor, stor overbevisning under aftenens koncert på Rytmeposten.

Allerede fra første færd sendte Teitur og co. pile direkte mod hjertekulen på samtlige fremmødte med sange som Your Great Book, We Still Drink the Same Water og Don’t Let Me Fall In Love With You, der var nogle af højdepunkterne fra den første halvdel af sættet. Selv stod Teitur i midten af scenen klædt i løsthængende "tux" med sin charmerende excentriske og lettere affekterede facon, og lignede en fortabt brudgom forladt ved alteret på sin bryllupsdag.

Han blev mesterligt akkompagneret af sit fem mand høje backingband af musikalske kamæleoner, der ubesværet skiftede fra cello til xylofon og alt ind imellem, hvilket tilførte den ellers lidt rigide sangstruktur et ekstra "løft" i form af boblende dynamik og kulør. Som helhed var lydbilledet præget af tesen "less is more", der på forunderligt naturlig vis gled mellem dramatik og sentimentalitet uanset lydniveau.

Den kompositoriske tankegang præget af knugende intensitet og stilhed blev understreget af publikums imponerende lydeløshed og de pletvise forstyrrelser af oprydning og klirrene glas fra baren bagerst i lokalet, der næsten fungerede som stemningsmættede underlægningslyde til Teiturs poetiske univers om alt fra døde idoler, kærlighed og dystre drømme til numerologer.

Da salen havde nået et næsten meditativt stadie, kom kadencen dog lidt i vejret halvvejs inde i sættet med de smittende Catherine the Waitress og Louis, Louis, der sparkede lidt energi ud over scenekanten. Teitur vente dog hurtigt tilbage til sine blikstille kompositioner afrundet a cappella med nummeret The Singer, der høstede stor applaus fra publikum.

Med ordene ”vi kan spille lige så lang tid, I har lyst” mere end gengældte Teitur affektionen. Selvom dette ikke blev fulgt fuldstændigt til dørs, blev der dog drysset rundhåndet med ekstranumre, inden orkesteret forlod scenen til lyden af det umættelige publikums udelte begejstring. Senere kunne man dog i bedste ukrukkede stil finde Teitur i merchandise-boden, i færd med at skrive autografer og sludre med de fremmødte fans.

Teitur leverede en meget smuk og besjælet koncert til de heldige fremmødte på Rytmeposten torsdag aften. Med sin enorme flair for levering af de blødende hjerters lydspor samt en charmerende unik karisma er der i Teitur velsagtens tale om en af de største skandinaviske sansskrivningstalenter i øjeblikket, så mon ikke kursen er sat igennem stratosfæren mod en velfortjent endestation på stjernehimlen.