Stemmen er Hundested-sangskriverens stærkeste kort på ujævn treer

Tue West fik et stort gennembrud i 2003 med sit første album, men toeren to år efter røg – efter en hurtig guldplade for forudbestillinger – hastigt i udsalgskasserne, og dermed har West lidt, han skal indhente med sin tredje cd. Den begynder da også lovende med de to fine sange En Kone Husker Alt og Fejlfriheden, to klassiske West-pop-rock-sange båret af Tues karakteristiske, lyse, nasale stemme – som af og til kigger fint op i falsetten – iørefaldende, let melankolske melodier og udmærkede tekster, der hver portrætterer en skrøbelig eksistens, som er gået lidt i stå. Herefter synes Tue West dog at tabe tråden en kende i en række sange, der både musikalsk og tekstligt har gode takter i form af elegante mellemspil, finurlige breaks, smukke strygere og rammende vendinger og metaforer, men overordnet har lidt svært ved at fænge – heller ikke efter gentagne gennemlytninger. Der er dog lyspunkter undervejs i form af de ganske smukke ballader Sæt Dig Bag På Min Cykel, Så Kom Solen Tilbage, Hun Vil Bruge Flere Dage På At Blive Nøgen og Vi Er Nået Hertil) samt den spændingsfyldte midt-tempo-sang JVSO med inciterende trommespil. Resten af sangene er hverken specielt hitpotentielle eller dybsindige og bliver aldrig mere end bare okay. Tue Wests stærkeste kort er stadig hans helt særegne stemme, som ikke har sin lige på de hjemlige breddegrader. Lad os håbe, at Tue West når lidt længere på sit næste album.