Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Mandag d. 25-02-2008 kl. 11:34

Queens Of The Stone Age
KB Hallen, København,
søndag d. 24. februar 2008

Anmeldt af Roy Fogde
Foto: Thomas Kjær
GAFFA
6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner
6 stjerner
Læserne
5,90 stjerner i snit (efter 10 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Ørkenens fem sønner leverede en tour de force i tight rockmusik og cool showmanship

Der er sagt og skrevet meget skidt om de akustiske forhold i K B. Hallen. Med rette. Men så må man også være fair og anerkende, at lyden i dag faktisk var overraskende god. Det blev allerede tydeligt under det uhyre veloplagte opvarmningsband Biffy Clyros energiske set, hvor bas og trommer rungede i brystkassen, selv om man havde valgt at se det relativt ukendte band på sikker afstand. Trioen kom godt overens med publikum, og mon ikke de også hvervede sig nogle nye fans med den optræden. Melodisk og energisk var det i hvert fald, og ikke uden ligheder med aftenens hovednavn.

Queens Of The Stone Age kom på scenen kort efter, og lagde ud med at spille nogle af deres stærkeste kort. "First It Giveth" og monsterhittet "No One Knows" fra "Songs For The Deaf", samt "3's And 7's" fra det seneste opus ruskede bogstaveligt talt op i det ekstatiske publikum fra starten, inden kvintetten kastede sig ud i to skæringer, "If Only" og "Mexicola", fra den mindre kendte debutplade.

Og så var dagens orden ellers lagt på bordet; dette var ikke en koncert bare for at promovere et nyt album, men i stedet en omfattende rundvisning i bandets efterhånden imponerende bagkatalog. Ligesom i deres foregående koncerter på Roskilde Festival var der ikke så meget snak, men til gengæld fuld tænding og fokus på de hårde riff. Alle plader fik således deres tid i spotlyset, men ikke overraskende var det materialet fra førnævnte "Songs For The Deaf", som vakte den største glæde blandt publikum.

Forsanger Josh Homme, som ellers alle dage har været en lidt tavs fætter på en scene, virkede i godt humør, og udstrålede lige så meget karisma og coolness om hans cirka to meter kan rumme. Det er hans band, det er der ingen tvivl om. Men samtidig er han også en leder, som giver de individuelle musikere plads til at udfolde sig, og det er nok det, som giver Queens Of The Stone Age deres særegne udtryk.

Det sprudler af spilleglæde og er i høj grad levende og virilt frem for mekanisk og tungt. På samme tid har bandet en rytmesektion, som simpelt hen er strammere end et korset på en meget tyk mand. Når man ikke glæder sig over de gode melodier, kan man i stedet måbe over dynamikken og ikke mindst det fundamentalt fremragende håndværk i sange som afslutteren "Milllionaire".

Som nævnt blev sange fra hele bandets reportoire luftet, og det var derfor også en smule påfaldende at hittet "Make It Wit Chu", som for tiden er bandets billet til MTV, ikke blev spillet. Under den hæsblæsende koncert blev tempoet sjældent sat ned under 100, og kun enkelte gange fik man som tilskuer lejlighed til at tjekke uret eller mobilen. Resten af tiden gik i ren rockekstase.

Nu er topkarakterer ikke noget, man skal kaste om sig med – det devaluerer ligesom hele konceptet bag anmeldelser. Men på dagen er det nærmest umuligt at nævne noget, Queens Of The Stone Age kunne have gjort bedre. Det er et band, som er på toppen af gamet, utroligt sammenspillet, og med et imponerende stabilt bagkatalog i ryggen. Når så også de ydre omstændigheder flasker sig fornuftigt, kan man nærmest ikke bede om mere. Den eneste anke, man kan have, er, at de burde spille her noget oftere.

Tip en ven
2 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Bedste koncert ever!
Phantastisk - absolut phantastisk..

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

Annonce

GAFFA Shop

QUEENS OF THE STONE AGE: 1998 Album T-Shirt
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
QUEENS OF THE STONE AGE: Era Blå
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
QUEENS OF THE STONE AGE: Era Logo t-shirt
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
QUEENS OF THE STONE AGE: ERA VULGARIS - TOUR EDITION
Kr. 189,00
Køb på GAFFA Shop
QUEENS OF THE STONE AGE: Longsleeve Bulby hvid
Kr. 299,00
Køb på GAFFA Shop