Anmeldelse / Live / Torsdag d. 28-02-2008 kl. 10:46

múm
med Hjaltalin og Borko, VoxHall, Århus,
onsdag d. 27. februar 2008

Anmeldt af Simon Christensen
Foto: Peter Svendsen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Urkraft, galskab og legesyge til islandsk onsdagsfest

+ Se hele galleriet

De er skøre, de islændinge! Vores nordiske venner var godt repræsenteret med tre bands på scenen og udgjorde desuden en god andel af tilskuerne i salen. Den karakteristiske islandske accent, som en lidt skæv engelsk tone, store orkestre med masser af forskellige instrumenter, og et storladent udtryk, så har man opskriften på en vaskeægte islandsk koncertoplevelse. De tre bands var på hver sin måde inspireret af landsmændene Björk og Sigur Rós, som om de islandske bands kan orkestrere naturkræfterne ind musikken.

Skulle jeg beskrive múm ud fra det univers, som de lød som om, de var suget ud af og ind på scenen på VoxHall, ville jeg sige noget med undervandskrige mellem legesyge, gale alfer og trolde, kontinentaldrift og tordenvejr. Múm var langt fra så strømlinet og velplejet, som man kunne forvente fra deres seneste plade – i stedet var der gang i festen, som pigerne styrede med sirenestemmer fra scenes forkant.

Det syv mand store orkester blandede skærende pigestemmer, ukulele, melodika, synth/programmering, cello, trompet, klarinet, guitar med en tung bas og en markant beat/hiphop-tromme, som samlet set gav en mærkelig blanding af den storladne, polerede, spøgelsesagtige Sigur Rós-lyd med rock, jazz, støjrock, triphop, folkemusik, sømandsviser, galskab og nogle knitrende, elektriske Thomas Knak-lyde.

Múm, der spillede det meste af deres nye plade, "Go Go Smear The Poison Ivy" (2007), lagde ud med tre stemningsfulde numre, og derefter tog koncerten til i intensitet med ”Marmelade Fires”, ”Guilty Rocks” og ”Blessed Brambles”, der fremhævede Múms kendetegn – bandets signaturlyd, om man vil – kontrasten mellem de dramatiske, tunge trommer og synth-lyde og det lette og melodiske. Sådan!

Bandet viste god forståelse for det at opbygge en helstøbt koncertoplevelse. Mod slutningen af det regulære sæt spillede múm et par rolige numre, dog stadig med den dramatiske, beat-tromme, inden de vendte tilbage med fuld kraft til ekstranumrene ”The Ghosts You Draw On My Back” og ”Smell Memory”, der sluttede med gennemtrængende guitardistortion og ballade, som blæste igennem øregangene på publikum.

Jeg ved ikke, om múm ligefrem mangler medgrundlæggerne, søstrene Gyda og Kristin Valtysdóttir, men det fremgik ikke af aftenens koncert. Ganske vist er múm 2.0 mere upbeat, mere glad og optimistisk, men omvendt er der så meget kraft og galskab i bandet, at det føles som at blive bidt i halsen af en gal, men velmenende, legesyg hund. (*****)

Hjaltalin
Det ti mand store Hjaltalin spillede en halv times tæt sæt med en rock/jazz-storladen episk klang. Bandet var sammensat af en klassisk rocksetup med guitar, bas, trommer (men hvilke trommer!), keyboard med en blæsergruppe bestående af klarinet, waldhorn, trompet, fagot og lidt blandt harmonika.

Til at starte med lød det som en mudret, skrabet version af Sigur Rós, og bortset fra forsangerinden lignede medlemmerne nogle, der lige var trådt ud af en islandsk arbejdsværelse. Et meget mærkeligt band. Men Hjaltalin fortsatte ufortrødent i den skabede, jazzede stil, og de fik fyret seks rockede eksperimenterende numre af i et over-overmættet lydbillede. Yderst interessant og skarpt sæt.
(*****)

Borko
Borkos lyd var sammensat af et par firserguitarer, en akustisk guitar, rocktrommer, syntheziser, samplere og en jazztrompet. Og som min norske sidekammerat gjorde mig opmærksom på, så var det nok aldrig set før, og lad det bare blive ved det.

Bandet formåede aldrig rigtigt at skabe en helhed ud af de forskellige elementer, og selv med en masse selvironi, islandske flag, god kommunikation med publikum – som resulterede i, en pige kylede sin røde bh på scenen – så blev koncerten aldrig mere end et larmende mellemspil mellem Hjaltelin og Múm.

Med sange som ”Shoebabba”, Doo Doo Doo”, ”Ding Dong King Kong” og en lettere falsk vokal, der virkede mere som en instrumental ingrediens end en storyteller, så får Borko altså kun to stjerner, selvom publikum ellers virkede nogenlunde begejstrede for islændingene.

Foruden pigen, der smed sin bh, var der dog et enkelt højdepunkt i den selvironiske ”Spoon Stabber”, der ifølge den lille troldmand af en forsanger handler om: ”Når folk holder op med at være venner og begynder at stikke hinanden i ryggen med skeer. Det skete for mig engang, seriously”.
(**)