Lise Westzynthius
turnéstart, Studenterhuset, Aalborg,
torsdag d. 28. februar 2008
| GAFFA | 3 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Studenterhuset i Aalborg: Mission udført
Studenterhusets fornemste olietønder var rullet frem som erstatning for borde, og de agerede fint som alternative fadølsparkeringspladser. Hver tønde var dekoreret med fyrfadslys, som var med til at fremme den intime stemning, der var under aftenens koncert. Og intimt var det.
Knap 30 mennesker var mødt frem for at lytte til Lise Westzynthius’ melankolske lydunivers. Selvom den unge dame med det komplicerede efternavn betragter alle sine sange som hits, så rammer hendes musik ikke det brede danske radiolyttende publikum. Det hjælper næppe heller, at hun har været væk så længe fra musikken, som hun har. Til gengæld må man formode, at de fremmødte gæster er loyale fans.
Iført en karryfarvet kjoledragt startede Lise og de øvrige fire musikere koncerten i et tempo, der passede helt fint til den intime og rolige stemning. Bagerst på scenen hang et lærred, der viste filmbilleder af nøgne træer og tunge skyer. Det harmonerede godt med både stemningen og musikken – og årstiden, for den sags skyld.
Og den afslappede atmosfære prægede da også hele aftenens koncert, der selvfølgelig primært bød på numre fra Westzynthius’ nye album ”Siberian Mission”. Faktisk var der ikke den store indlevelse hos hverken publikum eller performere. Det blev typisk ikke til mere end et ”tak” fra Lise imellem enkelte af numrene. Der var ikke de store udsving under koncerten, der generelt var lidt kedsommelig. Publikums deltagelse, eller mangel på samme, hjalp selvfølgelig heller ikke på det. Ikke mindst fordi Studenterhusets koncertsal til tider fungerede som en banegård, hvor folk kom og gik, men mest bare gik.
Hvis man kan tale om et højdepunkt, så var det, da bandet spillede ”Childlike Curves” fra det nye album. Et nummer, der apropos lugter lidt af hit. Uanset hvad, så kan man ikke undgå at blive grebet af Lises skrøbelige stemme. Den blev dog druknet lidt i musikken under et par sange. Værst under ”Bechstein My Ass”, der ganske vist er et bombastisk nummer på det nye album, men som under koncerten desværre bare virkede støjende. Ser man bort fra det, så var lyden under hele koncerten ganske fin.
Ud over de nye sange, så servede Westzynthius’ også lidt fra bagkataloget med blandt andet ”Rock, You Can Fly” og ”Heavy Dream”. Aftenen blev rundet af med den dansk/engelske ”Sensation”. Ekstranumre var der ingen af, men det var der såmænd heller ikke behov for.











Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.