I Am Bones
turnéstart, med Beta Satan, Rust, København

I Am Bones er uden tvivl et af de bedste alternative rockbands herhjemme lige nu. Aftenens koncert var mere tight og mere velspillet, end ved deres tidligere koncerter, og modsat Beta Satan har Johannes Gammelby i sit eget band langt bedre sangmateriale at stykke et sætliste sammen af.
Koncerten bød på sange fra I Am Bones’ første plade ”Wrong Numbers Are Never Busy”, som dengang var Johannes Gammelbys soloprojekt, samt fra deres fælles ”The Greater Good”.

I Am Bones startede med ”Zeitgeist”, ”The Main Thing…” og ”Arsonist” i en magtdemonstration af skæve klangfarver og en række temposkift. Selvom dele af publikum stod forskræmte med hænderne for ørerne og efterhånden fortrak til andre kroge af Rust, så fortsatte den århusianske kvartet med at trække det ene gode nummer efter det andet op af bagkataloget.

Johannes Gammelby var iklædt en særdeles uhøjtidelig skiundertrøje og mumlede en række selvironiske, mærkelige og morsomme kommentarer ud mellem hvert nummer, som i øvrigt indebar en eksessiv brug af de to modstridende slogans: ”møgsang” og ”køb vores plade”.
Musikalsk er der ikke en finger at sætte på præstationen, i stedet bemærkes, hvordan de to guitarister Filip Granlie og Johannes Gammelby supplerer hinanden, særligt i forhold til Johannes’ vokal, der bevidst spænder fra det monotone, til det skæve og råbende.

I Am Bones lyder som en alternativ rocket version af Modest Mouse og Pavement i højt tempo og med masser af distortion, og materialet kan sagtens bære at spille længere end de 12 sange, som kvartetten nåede torsdag aften.

Personligt vil jeg gerne se I Am Bones prøve kræfter foran 4.000 tilskuere på en scene til Roskilde Festival til sommer.

(*****)

Beta Satan
Hvis man for en kort stund glemmer alt snakken om et punkteret tourbus, en trukket håndbremse og den massive house-musik, som Rust lidt mystisk valgte at fylde ventetiden ud med mellem de skæve, tunge århusianske rockbands, så forsøgte Beta Satan sig med infernalsk, synthesizer-helvede, diabolske trommer og en farlig distorted rockguitar.

I nogle tilfælde lyder det som en tung rock version af Tiger Tunes (hvor K.R. Hansen og Mr. Q var medlemmer), mens det andre gange lyder som et soundtrack til helvede.

Beta Satan lagde stærkt ud med den mundrette ”666”, men derefter var kvaliteten svingende. En konstant hyletone i monitoren, problemer med pedalerne, sprængte strenge og en defekt guitarrem, mens forsanger K. R. Hansen, der formentligt ikke kunne høre sig selv i monitoren, skiftede mellem at råbe og synge med skæve fraseringer på grænsen til det falske.

I nogle tilfælde kunne publikum overhovedet ikke høre hans vokal, og det var lidt en skam, for mens den karakteristiske skæve og onde Beta Satan-lyd egner sig bedst til en voldsom abefest med høj energi, så forblev publikum - som et resultat af en række problemer på scenen - noget passive.

Mellem numrene fik de ultra-sarkastiske århusianere til gengæld markeret sig som ret aparte, hvad angår kommunikationen med publikum. K.R. Hansen, der i øvrigt så ud til at glæde sig til koncerten var slut, rejste et presserende, eksistentielt spørgsmål om, om mennesket debuterer først med sex eller hash?

Morsomt, men ikke nok til at hive mere end tre stjerner (med pil ned) hjem for en musikalsk blandet præstation.

(***)