Den alternative rocks godfathers genopdager guitaren, uden at genopfinde sig selv

Efter et par album, der ikke ligefrem har fået hverken fans eller anmeldere op at ringe, er R.E.M. tilbage i god form. På Accelerate er bundniveauet hævet markant, og bandet har skabt deres nok mest sammenhængende album siden New Adventures In Hi-Fi fra 1996. Tricket er at skrue op for guitaren og skrive kortere numre. Faktisk har kun et enkelt af albummets numre, Sing For The Submarine, sneget sig op over fire minutters længde, og albummets 11 numre strækker sig over kun 35 minutter. Åbningsnummeret Living Well Is The Best Revenge, starter godt ud med god energi og god amerikansk rockklang, og efterfølges af Mansized Wreath, der er klassisk R.E.M.-lyd, i stil med bandets 20 år gamle It’s The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine). Det samme gælder Supernatural Superserious og Horse To Water, der rammer hovedet på R.E.M.-sømmet. Den generelt høje kvalitet går desværre lidt ud over de enkelte numres evne til at skille sig ud fra mængden. Titelnummeret er et godt eksempel; det er et tæt, dystert nummer med masser af kant og attitude, men mangler lige lidt for at være den supersingle, som R.E.M. plejer at have med på deres album. Ligeledes er Hollow Man og Mr Richards radiovenlige, men lidt for anonyme sange. Houston står derimod ud og viser, at Stipe stadig er engageret og har tekstmæssigt bid. ”If the storm doesn’t kill me, the government will” synger han intenst hen over akustisk guitar og et insisterende 70’er-orgel. Alt i alt har Stipe og co. lavet et helstøbt album uden de helt vilde udsving og individuelle højdepunkter.