Coverdale og co. leverer overbevisende comeback med seje rocksange og inderlige ballader

Det er meget lang tid siden, at man har hørt nyt materiale fra David Coverdale og Whitesnakes hånd. Med genforeningen i 2002 og den efterfølgende stribe koncerter har bandet nu taget tilløb til et nyt studiealbum, og Good To Be Bad , som det hedder, hører så absolut til i den bedre halvdel af bandets bagkatalog. Alle de bange anelser, man kunne have med bandets seneste udgivelser in mente, forsvinder som dug for solen, idet åbningsnummeret Best Years lægger fra kaj. Lyden er umiskendelig Whitesnake, men ikke på en bagstræberisk, retronekrofil facon. Samtidig er sangen velskrevet og i besiddelse af stærke riff og melodilinjer, der bliver leveret af en Coverdale, der ikke på noget tidspunkt lyder som en mand, der snart fylder 57. Ikke nok med det. Men albummet fortsætter ud ad denne tangent, og sange som Call On Me, Can You Hear The Wind Blow? og A Fool In Love rocker hårdt, samtidig med at de leverer det ene slidstærke omkvæd efter det andet. Ballader er der naturligvis også i rig målestok, og de er gudskelov ikke alt for sukkersøde.