Hovmod + Grådighed + Utugt + Misundelse + Frådseri + Vrede + Dovenskab = L.O.C.

Man skulle næsten tro, at Liam O’Connor har en direkte linje til Rom, for det kunne vel næsten ikke være bedre timet ... men lad mig lige starte fra begyndelsen. Melankolia/XxxCouture er delt op i to ep’er med syv numre på hver, af én grund. De omhandler begge de syv dødssynder, eller hovedsynder, som de oprindeligt hed, men fra hver sin vinkel. Melankolia ser på dem fra L.O.C.’s eget personlige synspunkt, og XxxCouture ser på dem, som populærkulturen ofte ser på dem, nemlig som noget ”positivt”. Derfor er timingen i, at Vatikanet netop har opdateret de syv dødssynder med syv nye (i globaliseringens navn) vel så perfekt, som den kunne være. Ikke at L.O.C.’s fjerde album behøver endnu en vinkel, for både musikalsk og tekstmæssigt er der allerede rigeligt at tage fat på. Lad os starte med Liam selv. Vi så for alvor de første skridt mod hans udvikling på Cassiopeia, men her tager han det fuldt ud og bliver uden sammenligning den rapper i DK med mest personlig dybde. Han blotter sjælen uden at blinke, og endda uden at miste evnen til at kæde det sammen med ting, hans lyttere direkte kan relatere til. Det er ganske enkelt smertende sublimt. Men det er samtidig en udvikling, som med sikkerhed vil støde mange fans væk. Det samme vil de perfekt komplementerende lydbilleder, mastermindet af Rune Rask, hovedsageligt flankeret af Lounge Lizzards. Fra blødende og skarpslebne barberblade, der piller det øverste lag hud væk, til nær-overgearede snitter blandet med Euro Bay Area-glowsticks. L.O.C. er på én gang gået pop og helt i sort, er på én gang noget særligt og noget helt ordinært, og er på én gang ham i kisten, og ham, der prøver at grave den op, inden det er for sent.