Anmeldelse / Live / Torsdag d. 13-03-2008 kl. 09:29

Savage Rose
Musikhuset Århus,
onsdag d. 12. marts 2008

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: David Bering

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Fra sublim syrerock til vemodig nattergalesang fra Kosova

+ Se hele galleriet

Fra sublim syrerock til vemodig nattergalesang fra Kosova. Savage Rose demonstrerede i Musikhuset onsdag aften nok engang sin status som landets formentlig mest intense liveband

De fleste facetter af fænomenet The Savage Roses alsidige musikalske univers var onsdag repræsenteret i en koncert, der over to sæt favnede såvel de tidlige pladers vildvoksende psykedelia som de senere pladers gyngende groovy fornemmelse for både gospel, reggae, og hvad man i mangel af bedre begreb kan kalde verdensmusik. Fra den selvbetitlede debutplade fra ’68 til sidste års fine ”Universal Daughter”, hvor Savage Rose efter nogle lovligt velproducerede udgivelser atter foldede sig ud som rendyrket rockensemble. Eller beatorkester, som det hed engang.

Koncertens første halvdel var således stort set udelukkende helliget de tidlige års elektriske udladninger, hvor ikke mindst organist med mere Palle Hjorth fik rig lejlighed til at folde sig ud.

For hr. Hjorth er en indlevende virtuos på tangenterne, og hvad angår kropssprog er han en ren Hendrix. En velformuleret musiker – jeg tror, det var Franz Beckerlee – sagde engang, at når Hendrix gik i knæ på scenen, så var det, fordi musikken gjorde det. Og netop den fornemmelse får man med Hjorth, der hamrende i Hammond-orglet og klaskende til klaviaturet komplementerer den ubestridte hovedperson, Annisette, på fremragende vis. Omkring Annisettes fra første færd fænomenale vokal på numre som den effektive åbner ”Open Air Shop”, klassikeren ”A Girl I Knew” og Malcom X-hyldesten ”The Messenger Speaks” trådte bandet i karakter og demonstrerede, at Savage Rose som musikalsk projekt fortsat har en stor berettigelse, selvom komponist og kapelmester Thomas Koppel ikke længere er at finde bag klaveret. Efter signatursangen ”Wild Child” fra pladen af samme navn, den uventede gamle kuriositet ”The Castle” og et par andre i en fortsat opadgående kurve af intensitet, var det tid til en pause, hvorefter der var lagt op til et mindre musikalsk paradigmeskift.

Cirklen sluttet
Mens båndede optagelser af cikadesang blandet med salens summen af samtale bibragte atmosfæren fra Koppel-parrets puertoricanske eksil, indtog en spansk flamencoguitarist pladsen ved siden af den cubanske percussionist. Uden at kontinuiteten egentlig blev brudt, trådte første sæts musikalske hovedperson Hjorth lidt i baggrunden, idet fokus nu blev lagt på materialet fra ”Universal Daughter”, hvor leadguitarist Rune Kjeldsens elektriske strengeleg blandedes med den øgede latino-fornemmelse på det nyere materiale.

De ældre kompositioner kan meget vel hævdes at være de mest substantielle, såvel kompositorisk som sangskrivningsmæssigt. Alligevel var koncertens anden halvdel på sin vis den mest vitale; det er nu engang lyden af Savage Rose anno 2008. Og det er nu heller ikke så lidt inciterende, fulgt til dørs som den bliver af et glimrende band inklusive to korpiger og en Annisette, hvis nærvær i en koncertsituation hører til de ganske sjældne. Eksempelvis i højdepunktet ”Nattergalen fra Kosova”, sunget siddende på gulvet til Hjorths fintfølende harmonika-akkompagnement og taget med på sætlisten igen efter et nyligt besøg i Sandholmlejren. Et ganske aktuelt nummer og et velvalgt indslag fra Savage Roses dansksprogede, eksplicit politiske plader fra 1980’erne.

Punktum på denne aften blev sat med den emblematiske ”Savage Rose” fra den seneste plade. Det er mig bekendt kun Bo Diddley, som har skrevet en sang opkaldt efter sig selv, men Savage Rose slipper faktisk forbløffende godt fra det: sangen stod som en fin epilog, som også musikalsk syntes at slutte cirklen for såvel denne aften som hele den 40-årige karriere.

Vi fik skam også ekstranumre i form af titelnummeret fra comebackpladen ”Black Angel” fra 1996, en tilpas løssluppen ”Long Before I Was Born”, en sjældent hårdtslående arrangeret ”Dear Little Mother” og rendyrket sigøjnerfest på scenen i ”Fløjten Bag Muren”. Men da var stikkene for længst taget hjem, og Annisette & co. havde atter for længst bevist deres unikke status på den hjemlige rockscene.