Anmeldelse / Live / Torsdag d. 20-03-2008 kl. 09:46

Spleen United
turnestart, Store Vega, København,
onsdag d. 19. marts 2008

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr
Foto: Thomas Kjær

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Spleen United leverede en professionel og stringent vare – men der manglede lidt nærvær imellem de musikalske ekstaser

+ Se hele galleriet

Spleen United har skabt deres helt eget univers med deres musik. Det er mystisk, mærkeligt, melankolsk og magisk, og det efterlader en helt særlig stemning. Og lige præcis stemningen ramte Spleen United plet med denne onsdag, da bandet for alvor åbnede deres Danmarksturne foran et tætpakket og forventningsfyldt Vega.

De forvandlede på alle måder rummet til deres, med den ganske specielle lyd, der kendetegner dem. Masser af synth, men også godt med bund og nerve blev vredet ud af både musikere og deres instrumenter, og det, blandet med en lyssætning, der af og til mindede om en Daft Punk-video med pink og lyseblå blinkende lysstofrør – og andre gange blot skabte silhuetter i et varmt rødt og røget lys, gjorde at salen blev indfanget i Spleens net – og som aftenen gik blev publikum mere og mere tryllebundet til musikken.

Men det tog lidt tid. For på trods af medrivende stemning og musikalsk overskud og snilde var det ikke det store publikumsnærvær, der strømmede fra scenen. Med en femmandsbesætning, hvoraf fire var bundet til instrumenterne, lå opgaven primært hos sanger og guitarist Bjarke Niemann, som var ganske tilbageholdende med både bevægelse, small-talk og andet koncertlir. Det gjorde, at koncerten ikke blev det store show-off, hvilket var en befrielse, men samtidig gjorde det, at publikum af og til stod lidt afventende. ”Siger han ikke snart noget?”

Instrumental ekstase og vokale effekter
Men det gjorde han ikke. Han sagde ikke noget, brugte kun mikrofonen, når han skulle synge – hvilket til gengæld var en fornøjelse at høre på. Én af Spleen Uniteds lækre detaljer er nemlig, at vokalen ikke skiller sig ud. I deres univers fungerer vokalen som endnu en effekt i lydbilledet – helt på niveau med keys og synth, og Niemanns stemmeføring er derfor nøje tilpasset det enkelte nummers stil og karakter, så det fornemmes som et samlet hele.

Det betød desværre, at det ofte var svært at forstå teksten, men i et større perspektiv betød det knap så meget, for det var, som om det handlede om noget andet. Det handlede om stemningen – om at tage publikum med i de instrumentale ekstaser, som langt de fleste numre indeholdt, og numre som "Under The Sun", "Gold Ring" eller "She Falls in Love With Machines" tog én med hele vejen med deres syrede mellemstykker, vokale effekter og massive bund.

Højdepunktet nåede både band og publikum, da de spillede aftenens sidste to numre – "Spleen United" og "Suburbia". På en måde var det lidt ærgerligt, at det tog så lang tid, før publikum var spundet om Spleens lillefinger – på den anden side blev det en rigtig god afslutning for bandet, der kunne gå af scenen med en oplevelse af succes og et publikum, der ville have haft mere.