Anmeldelse / Live / Lørdag d. 22-03-2008 kl. 12:01

Rasmus Nøhr
med Tue West, Fermaten, Herning,
fredag d. 21. marts 2008

Anmeldt af Troels Frøkjær
Foto: Flemming Scully www.flemmingscully.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rasmus Nøhr tørrede op på scenen, hvor Tue West så eftertrykkeligt havde forspildt sit talent

+ Se hele galleriet

Tue West
Det nyåbnede Fermaten i Herning havde valgt at forkæle sit publikum med en dobbeltkoncert med to af de middelstore navne i dansk musik: Tue West og Rasmus Nøhr. Der var altså tale om to selvstændige koncerter af næsten fuld længde (cirka 5 kvarter). Nøhr og West var ikke på scenen sammen på noget tidspunkt. Dobbeltkoncerten til trods, var der jo også denne aften, som sidst GAFFA var til koncert på Fermaten, X Factor-aften på tv. Om det var grunden til, at Fermaten kun var knapt halvfyldt, vides ikke, men man havde klogelig valgt at lukke 1. sal af, så Fermaten kom til at virke godt besøgt i stedet for halvtom.

Fermaten havde sat Tue West og band på scenen først, hvilket skulle vise sig at være et godt valg. Jeg ikke er i tvivl om, at dele af det i forvejen sparsomme publikum denne aften ville være gået videre i byen under Tue West-koncerten, hvis ikke de ventede på at høre Rasmus Nøhr efterfølgende.

Jeg hører til dem, der synes, at Tue Wests debutplade fra 2003 efter danske forhold var intet mindre end fremragende. Det var nyt og anderledes, velproduceret og stærkt personligt, såvel musikalsk som tekstmæssigt, og den efterfølgende turné, dokumenteret på den glimrende dobbelt-dvd ”Sommeren Gik”, med en tændt Tue West i front for et ungt, stramt og særdeles velspillende band beseglede såvel den kunstneriske som den kommercielle succes. Vi var mange, der ventede spændt på toeren, som desværre skuffede voldsomt med sange, der mest af alt virkede som ufærdige skitser. Da så Wests tredje album ”Vi Er Nået Hertil” udkom for nylig, kunne vi heldigvis igen glæde os over en god bunke veldrejede popsange, og jeg gik således fortrøstningsfuld ind til koncerten i aftes på Fermaten.

Tue West åbnede med sin nye ”Fejlfriheden”, hvor han synger om ”at tælle sine fejl og skrive sine fejl ned”, hvilket jeg næsten ikke håber, den arme mand gjorde i aftes, for så bliver det virkelig lang sort lørdag oven på langfredag, for listen over ”fejl” var rystende lang! Det ganske unge band, West havde valgt til denne turne, spillede for det første helt uden overbevisning, og det blev i løbet af koncerten mere og mere tydeligt, at det ganske enkelt var de musikalske evner, der manglede. Sikke en skandale at vælge så dårlige musikere til den sammensatte og komplekse musikstil, som Tue West leverer på plade, og i høj grad er blandt Tue Wests største forcer. Når det var allerværst, stemte instrumenterne ikke, eller også blev der spillet forskellige akkorder samtidig. Ikke sjældent ramte kor og forsanger skævt ind på tonerne, eller Wests stemme knækkede ufrivilligt over. Det lød kort sagt bare ikke ret godt.

Lydmanden var ikke til nogen form for hjælp, han gjorde sit arbejde fuldt ud lige så dårligt som folkene på scenen. Der var desværre ikke mange formildende omstændigheder, og efter en halv time havde West da også fuldkommen forspildt chancen for kontakt til sit publikum, der i stedet snakkede sammen, så der var en konstant summen i salen, som der er, når 50 eller 100 mennesker samtidig snakker sammen. Det, der foregik på scenen, havde de fleste efter den første halve time opgivet at tage alvorligt.

Det var rigtig trist at se og høre den unge West fra Hundested tage sig selv og sit eget indiskutable talent og publikums tålmodighed så lidt alvorligt. Nogen bør give den mand en alvorlig opsang, hvis ikke han vil fuldstændig glemmes af sit publikum med et ligegyldigt skuldertræk. Den danske musikscene er i øjeblikket propfyldt med talent, og der står masser af folk klar til at tage over, hvis West fortsætter med at tage sig selv, sin musik og sit publikum så lidt alvorligt. Det ville i sandhed være ærgerligt, om kun West skulle formå at lave én god plade og én god turne, men folks tålmodighed er ikke ubegrænset! (2 stjerner)

Rasmus Nøhr
Da Rasmus Nøhr og bandet startede ud med første sang, var det knusende tydeligt, at her var tale om et band af voksne mennesker, der var dygtige på deres instrumenter, tog musikken alvorligt og vidste, hvad de ville. Her var ingen famlen. Kontrasten til Tue Wests optræden var skærende! ”Pludselig gav det hele igen mening”, og lyden stod klar og flot i lokalet. En større gruppe Nøhr-fans havde taget plads helt oppe ved scenekanten, og stemningen var høj fra første akkord.

Vi fik rigtig mange smagsprøver fra den dejlige plade ”I Stedet For En Tatovering”, der udkommer 31. marts, og flere af sangene er så velskrevne, at de ”gik lige ind” hos et publikum, der af gode grunde hørte sangene for første gang. Pladen indeholder samme lette opskrift, som vi kender det fra Rasmus Nøhrs to første plader, men opskriften virker!

På sangen ”Hos Min Lille Arkitekt” fra Nøhrs debutplade spillede Jeppe Tuxen, såvel som flere andre steder, et fremragende Hammond-orgel. Her legesygt og sprødt, andre stedet tungt eller smukt tilbagetrukket, der, hvor det lige var dét, der skulle til, for at sætte ekstra kolorit på de små-banale, ofte selvironiske tekster og forholdsvis enkle akkordgange, der er Rasmus Nøhrs varemærke.

Sangen ”Kysse Under Stjernerne”, ligeledes fra Nøhrs debutplade, blev spillet i et nærmest akustisk setup med et underspillet orgel, fællessang og feel-good-stemning, mens den nye ”Du Lyser Op” tenderede uptempo diskotrommer. Da bandet spillede en fin udgave af hittet ”Sommer I Europa” fra ”Lykkelig Smutting”, ”stod stemningen nærmest i taget”, som vore norske brødre muligvis ville have formuleret det.

På sejrockeren ekstranummeret ”Hash eller Gas” trykkede bandet igennem og bevidste dermed, at den stil magter de også til fulde, og sangen gav et godt modspil til de følsomme stille sange. Som ekstra-ekstra-nummer spillede Nøhr ”Det Glade Pizzabud” og inviterede publikum med på scenen for at synge med. Det var festligt, men dog ikke særlig kønt at høre på.

Rasmus Nøhrs let-naive og ligefremme tekster og spillestil bliver måske aldrig den helt store kunst, men han og bandet formåede at bruge sine sange og evner til det yderste og gav os en fantastisk dejlig, varm og ligetil koncertoplevelse i Herning.