Imponerende ”Motown”- og ”Winehouse”-feeling på britisk debutalbum

Hun er i sit hjemland, Storbritannien, blevet udråbt som en ny Amy Winehouse – bare blottet for dekandencen og misbruget. Og hun er kun én af dem. Flere er dukket op i hælene på Winehouse – tidens ubestridt største britiske soul- og r&b-stjerne. Uanset Duffys kvaliteter er og bliver Winehouse dog i en kategori for sig. Duffy har ikke samme pondus i sin stemme. Men selv når dét er sagt, skal det pointeres, at Duffys Rockferry er et imponerende debutalbum, der – i lighed med Winehouses debutalbum – leder tankerne tilbage til Motowns melodiøse storhedstid i 60'erne og 70'erne. Unge Duffy, der blev født længe efter, at Motown var blevet mainstream, har – som Winehouse – studeret selskabets tone og genetableret den i nutidig udgave. Især numre som Mercy og Serious vidner om en direkte forbundethed mellem Duffy og Detroit. I dén forstand er der imidlertid også noget retro, snarere end originalt over Duffys debut. Den tidligere Suede-guitarist Bernard Butler har skrevet flere af sangene og givetvis haft stor indflydelse på Duffys udtryk. Og dét er både godt og skidt. Det er godt, fordi han har haft en erfaringens tyngde, som hun har kunnet orientere sig efter, men skidt fordi hans materiale ikke har haft en tilsvarende tyngde, hvorfor hun ikke har fået en helt så optimal start på karrieren. Alligevel skal Rockferry hyldes, for albummet er imponerende gennemført og smukt. Hvis præstationen næste gang udbygges med en klarere kant, vil Duffy komme nærmere en stjernestatus.