Anmeldelse / Live / Søndag d. 30-03-2008 kl. 21:09

Blackstreet
Øksnehallen, København,
lørdag d. 29. marts 2008

Anmeldt af Christian Grubert
Foto: Henrik Reerslev

GAFFA		2 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det kan ikke hedde Blackstreet uden Teddy Riley, det kan højst hedde Black

+ Se hele galleriet

Blackstreet er, for de uindviede, for mange synonyme med det bedste fra 90’ernes r&b-scene. En legendarisk gruppe, grundlagt af manden, der også er krediteret for at at opfinde Swingbeat eller New Jack Swing-genren, nemlig Teddy Riley. Et navn, du skal bide mærke i, for du vil støde på det igen og igen i denne anmeldelse. Blackstreet er samtidig en gruppe, der siden deres debutalbum i 1994, har gennemgået en del ændringer i deres line-up. F.eks er Teddy Riley det eneste tilbageværende medlem fra det album, og heldigvis var der i promoveringen lagt op til, at han var med i Danmark.

Så det var med stor forventning, at publikum hurtigt fik fyldt Pakhus 11 op da dørene åbnede. Desværre for dem var de først indlagt til ca. 3 timers opvarmning af svingende kvalitet fra bl.a. N.O.B.L.E., Nadia Gattas og Lizzie, og en vært der kun blev mere irriterende, jo længere aftenen skred frem.Efter megen utilfredshed og begyndende buh-råb fra publikum, gik Blackstreet endeligt på scenen kl. 00.10 til tonerne af Gotta Get You Home, der straks gled over i en af deres største crowd pleasers, balladen Don’t Leave Me. Men det var næsten ligegyldigt, for alle i salen stod på det tidspunkt og tænkte det samme... HVOR ER TEDDY???

Lad os bare få det ud af vejen allerede nu. Det er simpelthen skandaløst at reklamere for en Blackstreet-koncert, hvor man bruger billeder af Teddy Riley, og tager minimum 300 kroner for en billet, når resultatet så er tre fyre på en scene, hvor der skal stå fire. Især når arrangørerne har vidst det i forvejen, for tro mig, det gjorde de! Og så tilbage til koncerten. De tre, der var mødt op var, Eric Williams og Mark Middleton, begge fra det andet Blackstreet-album, og så J-Stylz ... who? De tre gjorde, hvad de kunne for at holde folks fokus.

Men de tre timer sad i hovedet på publikum, der havde meget svært ved at holde fokus, og glæde sig rigtigt over hvad de så, for... HVOR VAR TEDDY? Det emmede af, hvor uimponerede folk var, salen var simpelthen drænet for energi. Det hjalp nok heller ikke at starte med to ballader i træk. Det fik Booti Call og Fix dog rettet lidt op på, selvom den noget skingre lyd ikke ligefrem trak i den rigtigt retning. Det skulle to ballader dog rette lidt op på.

Joy og Before I Let You Go ligger også i den rækkefølge på Blackstreets legendariske debutalbum. Og de to numre reddede det stjerneantal du ser i toppen af denne anmeldelse. Vokalerne var ved at bleve varme, og det især hos Eric Williams. Selv ikke de enorme mængder cornyness, begge numre var pakket ind i, kan fjerne den rene kvalitet, de blev leveret med. Ignorer, at der blev gået på klistret knæ, kastet med roser og vokalgøglet mellem numrene, og fokuser i stedet på det sted i Before I Let You Go, hvor det hele bare var fedt. Men før vi vidste af det, var vi pludseligt midt i gruppens største hit No Diggity, et nummer der normalt lukker koncerten, men det kunne jo ikke være rigtigt. Klokken var kun 00.45. En ting er, at Teddy manglede, men de kunne aldrig finde på at spise deres fans af med 35 minutter vel? Tro om!

Jeg håber ikke, at dette skandaløse arrangement afholder folk fra at gå til r&b-koncert i fremtiden. Og jeg håber, at folk i sidste ende ikke giver Blackstreet skylden, for selvom 35 minutter var patetisk, så er det i sidste ende arrangørerene, der har fejlet.

HVOR VAR TEDDY?!?!??