Anmeldelse / Live / Lørdag d. 05-04-2008 kl. 12:33

Portishead
KB Hallen, København,
fredag d. 4. april 2008

Anmeldt af Lars Rønn Olsen
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Triphop-veteranerne var i absolut topform, men bandets nye materiale fik blandet modtagelse

+ Se hele galleriet

Efter næsten et årtis stilstand er triphop-veteranerne i Portishead snart klar med deres tredje studiealbum, der bærer den passende titel ”Third”. Med kun ganske få liveoptrædender i samme tidsperiode var aftenens koncert domineret af to centrale spørgsmål: Kan bandet leve op til deres storhedstid fra slutningen af halvfemserne? Og kan en gammel hund lære nye tricks? Eller endnu vigtigere: kan de nye tricks stå en sammenligning med de gamle?

Den generelle stemning blandt publikum lod dog til at være af en mindre analytisk natur. Der lød et brøl af en anden verden, da lyset blev slukket, og den portugisiske introduktion til det nye nummer ”Silence” lød igennem højtalerne. Allerede her stod det klart, at Portishead som varslet har forladt triphop-anerne til fordel for en mere upbeat direkte stil, og der skulle dog også gå nogle minutter før publikum tog sangen til sig. Helt op på mærkerne kom hverken band eller publikum, før tredje nummer, klassikeren ”Mysterons”, blev indledt til aftenens første store bifald.

Og pludselig var vi alle tilbage i '98. Tonerne blev suppleret af en trippet lysopsætning, og stemningen indtog sit forventede ekstatiske ståsted, da gensynet med triphoppens gudforældre endelig var håndgribelig. Bandet formåede dog aldrig at cementere ekstasen. De efterfølgende numre blev en stemningsmæssig bølgegang, med forventede højdepunkter som ”Glory Box”, ”Over”, ”Only You” og ”Cowboys”, blandet med stilmæssig skepsis til nye numre som ”The Rip”, ”Machine Gun” og ”Nylon Smile”.

Især nyeste singleudspil ”Machine Gun” udløste et par skæve smil hos de gamle kernefans. Det beat-baserede, reverb-tunge nummer ligger nok lidt for langt fra bandets rødder til at fange de gamle fans. Dog et virkeligt interessant råt, energisk nummer, der nok skal sikre bandet opmærksomhed fra generationerne, der efterfulgte halvfemsernes triphop-bølge. Blandt de bedst modtagne af de nye numre var ”The Rip”. Måske fordi dette nummer ligger tilpas meget op ad det gamle materiale, men uden at fremstå som gammel vin på ny flaske.

Prisen for aftenens nye nummer går dog til koncertens sidste sang, ”We Carry On”. Nummeret efterfulgte ”Roads” i et virkeligt stærkt ekstrasæt, og præsenterede publikum for den tunge ende af Portishead-kataloget. Støjende tribal-rytmer med Beth Gibbons' melankolske vokal i centrum udgjorde kernen i nummeret, og samtidig den bedst mulige afslutning på aftenen.

På trods af nysgerrighed i den gamle hunds nye tricks var det uden tvivl de klassiske hits, der trak de største bifald. Kvaliteten af de nye numre skar ikke negativt i øjnene, men bliver desværre nok ikke værdsat så meget, som de fortjener, før publikum er fortrolige med materialet. Hvad bandets form angår, må konklusionen være, at Beth Gibbons og co. ikke er aldret en eneste dag siden 1998. I sig selv en imponerende præstation, men med så eminent et bagkatalog, er det næsten umuligt helt at skuffe publikum.