Skyphone
Avellaneda

Det er fire år siden trioen Skyphone udgav den vellykkede og originale debut Fabula. Ligesom den gang er Skyphone optaget af at forene afmålt digitalisme med pulserende organisme. Der er således masser af organisk varme i form af bimlende klokker, fragile guitarfigurer, klingende Fender Rhodes anslag og melankolsk melodica. Disse elementer er røget en tur gennem den elektroniske vridemaskine, og resultatet er drømmende og romantisk, men også kaotisk og faretruende i al sin fortættethed. Indimellem bliver lydbilledet – med sine mange lag - næsten klaustrofobisk krummelurisk, hvilket eksempelvis gælder på nummeret Schweizerhalle. Det ville klæde Skyphone indimellem, at skralle nogle lag af produktionerne. Deres kompositioner kan nemlig sagtens bære det – bl.a. forbi melodikken er endnu mere raffineret og finurlig end på den fabulerende debut. Selvom lydbilledet af og til forekommer lidt for overlæsset, så formår Skyphone – på alle planer – at lave et kvalitativt niveauløft på Avellaneda.