Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 11-04-2008 kl. 11:14

Carpark North
VoxHall, Århus,
torsdag d. 10. april 2008

Anmeldt af Kristian Nygaard
Foto: Michael Boe Laigaard
GAFFA
3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner
3 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Veloplagt band kunne ikke helt vække det tilbageholdende publikum

Det var et spændt og tilbageholdende publikum, der torsdag fyldte VoxHall for at se, hvad girafferne havde at tilbyde. Der var nemlig varslet nye numre på menuen af Carpark North, der i de seneste par år har været fuldstændig væk fra rampelyset. Siden udgivelsen af ”All Things To All People” i 2005 er det, som om den massive interesse fra debuten stille og roligt har aftaget sig. Gruppen har dog ikke ligget på den lade side med deltagelse i for eksempel spillet FIFA 2008 og diverse amerikanske serier. Udlandet har altså fået færten af de tre knægte, men det er stadig på hjemmebane, at pensionen skal sikres.

Var der så nyt at hente? Carpark North lagde ud med en gammel kending nemlig ”There’s a Place” fra den selvbetitlede debutplade. Publikum stod badet i et blåligt neon skær til den drømmende intro, som blev erstattet af et sort/hvid røgslør på scenen, der med simple, men effektive effekter var kendetegnende for en scenografisk flot koncert.

Umiddelbart ikke meget nyt
Herefter blev der præsenteret tre nye numre, der umiddelbart ikke varslede nye Carpark North’ske toner. Det er stadig synthesizerrock, når den er mest storladen. Konstante temposkift mellem stille vers og nærmest råbende omkvæd. Den tredje af de nye sange, ”Bring the Lights
On”, skilte sig lidt ud fra de to andre med et gyngende drive og bassist Søren Balsner som falset-forstærker til frontmand Lau Højens energiske epos-udladninger. Sangen havde en fed energi og bevidner om, at selvom bandet stadig lyder præcis, som de altid har gjort, så er der også blevet skelet lidt til nutidens danserock som for eksempel Franz Ferdinand og Klaxons.

Af andre nye numre bør nævnes ”Within My Reach”, der igen er poppet rock med meget store armbevægelser, og ”Shall We Be”, som Carpark North fortalte er deres næste bidrag til computerverdenen, da den vil være at finde på det kommende FIFA 2009-soundtrack. En god historie at fortælle og med den skabte interesse nok også en mulig førstesingle fra det kommende tredje album, der er planlagt til at udkomme engang i september.

Bedste stemning ved scenekanten
Uden nogen musikalsk sammenligning skal Carpark North passe på ikke at lave en ”Saybia”. De stormede fremad med debutalbummet, fik et par hits med det efterfølgende, men derefter er opmærksomheden og interessen herhjemme faldet fuldstændig. Til aftenens koncert var publikum meget tilbageholdende. En stille torsdag i selskab med en meget spredt aldersfordeling hvor det mest var konfirmanderne helt oppe ved scenekanten, der virkede som om, at blå mandag var forlænget et par dage. De nye numre satte sig ikke rigtig fast, og efterfølgende kan jeg faktisk ikke skelne dem fra hinanden.

Det var nemlig de ”sikre” hits, der trak læsset. Og der skulle trækkes til. Carpark North skal have ros for at give den gas på scenen. Søren Balsner headbangede krøllerne, så det halve kunne være nok, trommeslager Morten Thorhauge var allerede ved første sang ved at slå trommerne ud på knockout, alt imens Lau Højen storsvedte fra issen. Men trods sange som ”Best Day”, ”Human” og en utrolig veloplagt ”The Beasts”, var det først, da de velkendte toner fra ”Transparent And Glasslike” blev præsenteret, at folk røg selvstændigt op med hænderne. Der var obligatorisk hit-fællessang, og det begyndte at minde om en fest.

Klimaks gemt til sidste vers
Efter et mere eller mindre improviseret forstærkeruheld, der gav Søren Balsner fem minutters fri taletid med publikum, blev koncerten sluttet af med endnu en gammel kending, ”Wild Wonders”, som måske stemningsmæssigt var aftenens højdepunkt. Karakteristisk for en stille aften, hvor Carpark North skulle spille 13 numre, før VoxHall kunne nå bare nær kogepunktet. Der var flere hænder i lommer end tændte lightere, og det kunne et veloplagt, velspillende band ikke rigtig gøre noget ved.

Carpark North kan også opleves følgende steder:
11.04. Dampmøllen, Thisted
12.04. Lille Vega, København

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

Annonce

GAFFA Shop

Carpark North: All Things To All People
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Carpark North: Best Days - Greatest
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Carpark North: Best Days Noder (Bog)
Kr. 169,00
Køb på GAFFA Shop
Carpark North: Carpark North
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop