En pop-feinschmecker ser rødt

Man skal helt over til de nye prog-konger i Muse for at finde musik, der matcher Guillemots i store armbevægelser. Men hvor Matt Bellamy & co. har en rockindgang til musikken, tager Guillemots' frontmand Fyfe Dangerfield popdøren. Albumåbneren Kriss Kross er så bombastisk og episk, at den grænser til at lyde som noget fra en musical eller melodi grand prix. Den groovy Big Dog lyder som en god udgave af George Michaels Wag The Dog, helt ned til vokalarbejdet og den sleazy natklubstemning. Enkelte steder halter det lidt, som på Clarion, som i sin sukrede og overproducerede glans næsten bliver en Michael Jackson-parodi. Det spinkle klokkespil over hurtigt trommebeat fungerer til gengæld virkelig godt på Last Kiss, der er blandt albummets bedste. På Words lyder den klassisk trænede Dangerfield næsten som David Byrne, og det klæder det langsomme, let jazzede arrangement. Det er grandiost og voldsomt, men også helt enkelt og elegant, og hvis man kan se ud over Dangerfields lidt selvhøjtidelige indgang til musikken, er der også noget at komme efter for pop-feinschmeckere.