Anmeldelse / Live / Onsdag d. 23-04-2008 kl. 23:26

Angie Stone
Train, Århus,
onsdag d. 23. april 2008

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Steffen Jørgensen (www.jint.dk)

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Forsigtig begyndelse, forrygende afslutning med den stærkt syngende souldiva

+ Se hele galleriet

Det er ikke hver dag, der kommer en vaskeægte amerikansk soulmama til Århus. Den sidste var – så vidt undertegnede erindrer – Macy Gray i Musikhuset i maj 2007. Alligevel var Train kun cirka halvt fyldt, da divaen allerede klokken 20.05 onsdag trådte ind på scenen, og der var ikke ligefrem trængsel foran scenekanten. Et par kendisser havde dog sneget sig ind, blandt andre Steffen Brandt, Lars Muhl og den soul- og gospelglade Laura fra X Factor.

Under de første par numre skulle sanger, band og publikum også lige se hinanden lidt an. Sangerinden med den herligt sundhedspolitisk ukorrekte krop – der var dømt mere humlebi-talje end hvepse-ditto, men en stor stemme skal jo også have et sted at bygge rede – var ganske vist velsyngende fra første tone, bandet udmærket spillende og lyden okay. Men ligefrem gåsehudsfremkaldende eller storsvedig musik var der ikke tale om, og det kunne man jo godt have forventet fra en kvinde, der har toppet den amerikanske dance-hitliste, hvis to første album har solgt guld (500.000 eksemplarer) i USA, og som var nomineret til en Grammy tidligere i år. Det hjalp heller ikke, at Stone lagde ud med en samling forholdsvis tilbagelænede sange, som ikke helt magtede at sætte fut i fejemøget. Selvom det basale håndværk som sagt da så absolut var i orden med Angie Stones bløde, både fyldige og samtidig let tilbageholdte, meget rene stemme i front.

I løbet af en håndfuld numre fik Stone og publikum dog spillet sig ind på hinanden, lyden blev bedre, og publikum – med piger i alderen 15-40 i absolut overtal – fik klumpet sig sammen foran scenen. Nu blev der efterhånden dømt klar kommunikation mellem solist og publikum. Der blev vinket til og fra scenen, smilet til de få, der trodsede fotoforbuddet – trods tilstedeværelsen af en sammenbidt scenevagt/bodyguard i siden af scenen – og humøret blev endnu højere, da Angie Stone cirka tre kvarter inde i koncerten forsøgte at sætte gang i en call-response-fællessang på nummeret "Pop Pop". Publikum havde noget svært ved at falde ind i den ellers ganske lette passage, og det syntes både Angie Stone og selv samme publikum åbenbart var vældig morsomt. Herefter var det, som om isen definitivt blev brudt, og koncerten foldede sig nu ud i et rent festfyrværkeri.

Så smider vi skoene
Ganske symbolsk smed Angie Stone herefter sine højhælede sko, skiftede til flade plasticsandaler og satte tempoet markant op i sangen "I Wasn't Kiddin'". Pludselig stod ikke to ben stille på Train, og sådan fortsatte aftenen i den mere udadvendte afdeling – med plads til enkelte og dediceret smukke ballader som "More Than A Woman" (i duet med den ganske stærkt syngende keyboardspiller Jonathan Richmond) og den afsluttende "No More Rain" (In This Cloud)", Angie Stones første solosingle efter hendes år i grupperne The Sequence og Vertical Hold.

Stones musikere og korpiger viste sig undervejs også faktisk at være fortrinlige musikere, og lidt soloer blev det da også til – hverken for få eller for mange, hverken for korte eller for lange. Besætningen talte to keyboardspillere, guitar, bas og trommer og to korpiger, der alle fik lov til at komme til fadet i løbet af aftenen.

Efter halvanden time – tre kvarters okay og tre kvarters virkelig fin optræden – sagde Angie Stone tak for i aften og forlod scenen, men kom ind igen, allerede inden hendes musikere var gået ud. Herefter fik vi hittet "Wish I Didn't Miss You", som endte i ren X Factor-karaoke, da Angie Stone til sidst overlod mikrofonen til tre forholdsvis velsyngende fans på første række. Især den første, Marianne, var god, og Chris var heller ikke ueffen, mens den sidste, hvis navn undslap såvel Angie Stone som undertegnede, skal have ekstrapoint for underholdningsværdien. Føromtalte X Factor-Laura holdt sig beskedent væk, men stod til gengæld lige foran mig i autografkøen, da Angie Stone – lidt atypisk for en amerikansk superstjerne – straks efter koncerten stillede sig over i merchandiseboden. Her kunne man ikke købe hverken cd'er eller T-shirts, men derimod et signeret (lettere pixelleret) foto, formedelst 60 kroner. En spøjs afslutning på en musikalsk lidt ujævn, men generelt vellykket og alt i alt stærkt underholdende musikaften.

Angie Stone spiller i Store Vega i København 28. april