Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 25-04-2008 kl. 08:11

Suspekt
Store Vega, København,
torsdag d. 24. april 2008

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr
Foto: Thomas Kjær
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
6,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Koncerten, der beviste, hvorfor en ekstrakoncert var så blændende nødvendig

Små fem måneder efter at Suspekt begyndte deres "Prima Nocte"-tour, som så mange havde ventet så længe på, stod de denne aften på samme scene i Store Vega og afsluttede den udsolgte rejse med manér. Før de suspekte Albertslund-drenge viste sig på scenen, styrtede først Jeppe Rapp og dernæst Marwan, som også begge er fra Tabu Rec.-familien, på scenen, for med et par af deres respektive numre at sørge for, at det Suspekt-hungrende og tætpakkede publikum holdt den gejst oppe, som de var kommet med.

Da Orgi-E og Bai-D endelig kom ud af mørket og ind på den dystre scene, var det ikke kun i musikalsk forstand Numero Uno, der tonede frem. Hænderne var i vejret, og nakkerne allerede nikkende – publikum var klar. Klar til at blive forført, forfærdet og forløst.

Charmerende ækelt
I en perfekt afmålt blanding af nyt og gammelt materiale havde drengene fra allerførste linje, fat i hver og en i salen – og om man stod forrest eller sad oppe på balkonen betød intet. Den bastante, gennemtrængende bas, og de stormende trommer kunne mærkes overalt, og den hvislende stemmeføring i aftenens mest afdæmpede nummer, ”Klam Fyr” løb selv dem, der stod i baren koldt ned ad ryggen.

Og det er præcis, hvad Suspekt kan. De kan ramme, hvor man mindst venter det. Med tre album på gaden og mere end 10 års musikalsk sammenhold er Suspekt et erfarent og uhyggelig talentfuldt hold, og deres glæde og passion for musikken overvælder og charmerer en i en sådan grad, at man glemmer, hvor ucharmerende og usympatiske langt de fleste af deres tekster i virkeligheden er. De vælter ud over scenen og drager selv den mest skeptiske ind i deres eget skumle, dystre univers, og det, uden at man opdager det.

Guld og gamle minder
Omtrent midtvejs i koncerten fik drengene overrakt guldplader for albummet "Prima Nocte", og de ellers så hurtigtsnakkende mænd blev med ét både mundlamme og pavestolte af denne tilkendegivelse af det, som alle i salen ikke kunne være andet end enige i, at de fortjente, og som de selv aldrig havde turdet håbe på ville ske.

Guldpladen var en perfekt overledning til anden del af koncerten, hvor det med to medleys og (endnu) flere på scenen var tid til at spole tiden tilbage til dengang, det startede. Dengang de trykte 500 eksemplarer af deres selvdistribuerede album, og havde L.O.C boende på en sofa.

Hurtigt tilbage og hurtigt frem – en tema der i øvrigt var gennemgående på den sorthvide film, der drønede over lærredet på bagscenen, der viste mere eller mindre afklædte kvinder i mere eller mindre flatterende positioner - og med ét var vi igen fremme i 2008, hvor ingen ringere end L.O.C. slog et smut forbi for, til aftenens nok største jubelbrøl fra salen, at spille et par numre med drengene, deriblandt hans eget ”Sl!k” fra sit aktuelle "Melankolia/XxxCouture"-album.

”En fucking fornøjelse”
Halvanden time fik Vega denne aften fra kvartetten, der selvfølgelig havde den faste og uhyggeligt velspillende trommeslager Ulf Scott samt deres bar med dertilhørende tender med på scenen. Et væld af suspekte tilhængere hang ud i baren og gjorde den mørke stofklædte scene til en regulær bule.

Kun én ting var savnet denne aften, som kunne have gjort en ellers fantastisk koncert endnu bedre, og det var: gøgl. Godt nok var der et meget mærkeligt indslag med bispeklædt fyr, der skulle "velsigne" både musikere og publikum med heftigt sprøjtende champagne, men det var slet ikke det, man savnede. Det dystre univers med ild og kutteklædte mennesker, dér, hvor man er i tvivl om, om man er levende eller død, kunne være illustreret med meget mere end blot en kisteformet pult til Rune Rask.

Men, men. Det er svært at bede om mere, når lyden fungerede, numrene kom i en lind og veltilrettelagt strøm og blev afleveret perfekt og med en energi, der fyldte rummet meget mere end den forbudte røg, der fløj som tåger i lokalet. Det var på alle måder meget langt fra en koncert, der var en kopi af en plade, det var, med Orgi-E's egne ord, virkelig ”En fucking fornøjelse”

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

Annonce

GAFFA Shop

Suspekt: Elektra
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Suspekt: Elektra (2xVinyl)
Kr. 169,00
Køb på GAFFA Shop
Suspekt: Ingen Slukker The Stars
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Suspekt: Ingen slukker the stars (DVD)
Kr. 199,00
Køb på GAFFA Shop
Suspekt: Ingen Slukker The Stars (Vinyl)
TILBUD: 199,00 kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop

GAFFA Live

Suspekt
Torsdag d. 01-03-2012 kl. 21:00
Studenterhuset
Køb billet via GAFFA Live
Suspekt
Fredag d. 02-03-2012 kl. 21:00
Køb billet via GAFFA Live
Suspekt & Afterparty
Fredag d. 09-03-2012 kl. 21:00
Pumpehuset
Køb billet via GAFFA Live
Suspekt & Afterparty
Lørdag d. 10-03-2012 kl. 21:00
Pumpehuset
Køb billet via GAFFA Live
Suspekt
Fredag d. 16-03-2012 kl. 21:00
Voxhall Live
Køb billet via GAFFA Live