Anmeldelse / Live / Fredag d. 25-04-2008 kl. 08:57

Rhonda Harris
med Martin Rude, Kansas City, Odense (turnéstart),
torsdag d. 24. april 2008

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard
Foto: Steffen Jørgensen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Nikolaj Nørlund og co. skuffede med en unødvendigt tør og tovholdt koncert

+ Se hele galleriet

Torsdag aften klokken 20 startede Nikolaj Nørlunds turné for sit engelsksprogede outlet Rhonda Harris, der nu har fået et ”The” foran sig, for at vise, at The Rhonda Harris nu mere er et bandforetagende end et soloprojekt. En god idé, men det blev mest ved idéen. Nørlund og hans lyrik var stadig i højsædet. Og det var et problem. Hvor han brillerer på dansk, halter det med det engelske, der ofte virker tungt og tamt. Samtidig er musikerne i bandet så kompetente, at det er synd og skam ikke at give dem mere plads.

Der var ikke mødt mange op til denne turnéstart på Kansas City i Odense. De, der var, stod så oppe ved scenen og lyttede efter. De rockede dog ikke rigtigt med, og det virkede aldrig, som om at publikum blev rigtigt fanget ind.

Nikolaj Nørlund udstrålede selvsikkerhed og stedvis spilleglæde. I sit posede gråsorte jakkesæt lignede han dog mest én, der var til en familiefest, han ikke gad at være med til, og den tørre og lidet inderlige vokal, man kan høre på pladerne, var cirka den samme til koncerten. Der blev ikke leget med stemmen, og det var ikke altid helt rent.

Formlen synes at være, at det ikke kan være tørt nok. Det kan være meget fint, hvis man har noget lyrisk at byde på, som de altoverskyggende forbilleder Van Zandt, Young, Dylan, og Cohen, der heller ikke er mest kendt for deres vokaltekniske kvaliteter. De holder også gerne sangen så nøgen som muligt. Man kan sammenligne det med rodfrugter. I sig selv en noget fad smagsoplevelse, der dog med kærlighed, simrende varme og krydderurter kan serveres så delikat, at en bordbøn falder lige for. Nikolaj Nørlund serverede dem rå og tørre på en paptallerken, og sammenligningen med en ørkenvandring presser sig mere på end sammenligningen med forbilledernes delikate musik.

Bandet havde live-mæssigt mere at byde på. Her var der en noget større spilleglæde at spore. De få steder, hvor musikken fik lov at leve og fik tråd og soloer, var koncerten helt klart bedst. Med den rockende ”Polka Dot” fra den seneste plade, ”Here's the Rhonda Harris”, som bedste eksempel. Pladens bedste nummer, og aftenens højdepunkt. Det er et mildest talt kompetent band, med multiinstrumentalisten Ned Ferm som aftenens bedste eksempel på, at bandet fortjener meget mere plads.

”Here's the Rhonda Harris” var mildest talt godt repræsenteret, med ni af pladens ti sange, men vi var også på besøg i de fire tidligere plader i bagkataloget. Det blev endda til ”I Like Cars” fra Nikolaj Nørlunds tidligere band Trains and Boats and Planes.

Opvarmning: Martin Rude
Opvarmeren Martin Rude fortjener et par ord med på vejen, selvom han på sin vis fik flere end han fortjente denne aften. Publikum snakkede og larmede så meget under denne ellers rigtigt glimrende opvarmning, at det var tydeligt distraherende for den i forvejen nervøse Martin Rude.

Er man kun interesseret i at høre det, man kender, bør man først dukke op, når hovednavnet går på, eller blive hjemme og høre radio. Det ændrer dog ikke på, at Martin Rude spillede og sang rigtig godt på sine egne blues- og singer-songwriter-sange, og de gode covers han fremførte. En mand, der er værd at holde øje med.