Tindersticks
Store Vega, København,
tirsdag d. 29. april 2008
| GAFFA |   |
5 stjerner |
| Læserne |
|
6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Tindersticks er tilbage uden nogensinde at have været væk. Med hænderne fulde af gode sange.
Billeder: Martin Rosenauer
Efter fem år og to soloudspil er Stuart Staples tilbage som frontfigur i Tindersticks. Figur er nok en underdrivelse. For den kære Staples er ganske enkelt en enmandshær. Med sin blotte røst kan han som få få selv et Store Vega til at tie, som havde mindst én engel forladt rummet.
Og netop det at forlade synes at indtage en helt central plads, i både Tindersticks’ og rockpoeten Stuart Staples’ univers. Det kommer vi tilbage til. Først til aftenens siddekoncert, som på grund af den årelange ventetid naturligvis var udsolgt. Og det forstås. For det blev en af de aftener, hvor hjertet undertiden sprang et slag over, stod stille, for atter at finde takten.
Kærlighed og tidevand
Under normale omstændigheder ville man måske have ønsket sig en sætliste bestående af gamle klassikere. Men omstændighederne var ikke normale. For med den dugfriske og mere end gennemsnitlige udgivelse, ”The Hungry Saw” (2008), i hånden ville Tindersticks det anderledes.
De første syv numre var således de samme som de syv første skæringer på det længe ventede comeback. ”Come Feel the Sun” og ”The Other Side of the World” var overbevisende, og selvom der blev plads til blå lys og hele tre rent instrumentale numre, faldt man aldrig hen. Så mente Mr. Staples det var nok, og herefter blev koncerten en blanding gammelt og nyt. Serveret med en spilleglæde, som i en eller anden grad manglede, da Stuart Staples sidst besøgte landet solo. For han er bedst i Tindersticks.
Det blev til en uforglemmelig tyst version af ”My Sister”, hvor det 12 mand store orkester gav lektion i, hvad samspil betyder. Og til en fremragende udgave af den nye ”All the Love”, hvor især linjerne: ”All the love, all the love inside me/Is on its way, on its way to find you/Like the tide, I will always return to you”, understøttet af en engleagtig kvindevokal, stadig sang i baghovedet, da undertegnede forlod etablissementet. En sang om det at forlade og komme tilbage, som man roligt kan forlade sig på en sen nattetime, hvor månen virker bleg, og kæresten har ladt en tilbage med intet andet end efterladenskaber.
Som ekstranumre fik vi tre klassikere: ”Her”, ”Travelling Light” og ”A Night in”, hvor især først- og sidstnævnte gav isninger helt ind i knoglerne. Ikke at ”Travelling Light” var under middel. Man savnede nok bare en kvindelig vokal a la Walkabouts’ Carla Torgerson.
På en aften, hvor Tindersticks for alvor – og igen – fik bevist, at de er et af de bedste live-bands på rockscenen, var malurten i et næsten fyldt bæger blot, at guitaristen Neil Fraser ikke helt kunne leve op til de fremragende klassiske musikere, som netop formåede at falde i hak med en af vor tids store rockpoeter. Hovedsageligt fordi Frasers lyd og time i momenter virkede ikke-eksisterende. Men det gjorde knapt så meget. For der var heldigvis ti andre musikere til stede denne smukke aprilaften på Vesterbro. Og Stuart Staples.
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.