Anmeldelse / Live / Torsdag d. 01-05-2008 kl. 01:00

Einstürzende Neubauten
Store Vega, København,
onsdag d. 30. april 2008

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Henrik Reerslev

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

De evige dekonstruktivister sprang med stort held ud som rock'n'roll-band i lovligt langstrakt koncert

+ Se hele galleriet

”A dialogue between the old Blixa and the young – or the old and the new”, sagde frontmand Blixa Bargeld i introduktionen til et nummer, og det var i grunden en meget passende overskrift for aftenens koncert som helhed. For nok blev der larmet på tilbørlig vis og spillet på penissimulator-slideguitar, rundsavsblade og en boremaskine påmonteret en grammofonplade. Men samtidig bevægede Einstürzende Neubauten sig ind i et mere struktureret og konventienelt formsprog, som i mistænkelig grad mindede om det, man kender fra den traditionelle rockkoncert. Uden af den grund at sætte den kunstneriske kompromisløshed, der alle dage har været gruppens adelsmærke, over styr, skal det straks tilføjes.

I et nyligt interview fortæller Nick Cave om den forhenværende Bad Seeds-guitarist Bargelds exit fra bandet; om hvordan bandet stod og øvede en eller anden tolvtakters-ting, og Bargeld pludseligt kylede guitaren fra sig og råbte: ”I did’nt get into rock’n’roll to play rock’n’roll!”, for derefter at skride for ikke at komme tilbage. Og man forstår, hvad Bargeld mente, hvis man har oplevet ham i front for hans ”eget” band, som gennem karrierens 28 år konsekvent har arbejdet på at dekonstruere enhver traditionel konception af musik i et inferno af industriel støj.

Og Einstürzende Neubauten er da på sin vis også i en ekstra vanskelig situation, for hvad gør man, når ens æstetiske dekonstruktivisme i sagens natur ikke er ligeså revolutionerende som for 25 år siden, og ens udtryk samtidig ikke tilhører, hvad man ville kalde ”god musik”, i betydningen ”musik, som er behagelig at lytte til”?

Einstürzende Neubauten har som sagt, trods alt, rykket nærmere et traditionelt musikalsk modus. Bevares, der er ikke tale om 4/4 og den slags – gud forbyde det – men dog alligevel en gradvis bevægelse i retning af rockens æstetik. Med Blixa i selvironiske positurer og et stigende antal regulære, konventionelle instrumenter i lydbilledet og på scenen. Således også på den aktuelle plade ”Alles Wieder Offen” – som var pænt repræsenteret på aftenens sætliste.

Dekonstruktionen som konvention
Er det så en falliterklæring? Nej, langtfra. For dels fungerer det forbandet godt, ikke mindst i koncertsituationen, og dels er der jo trods alt stadig langtfra tale om, at de evige anarkister er blevet traditionalister. Lidt populært kan man måske sige, at ensemblet frem for at søge at nedbryde alle eksisterende musikalske konventioner har formået at skabe deres eget særegne og til stadighed vedkommende rum inden for konventionens rammer. De, som havde set aftenens koncertbillet som et adgangstegn til avantgarden til en i øvrigt fornuftig pris, gik med andre ord slet ikke forgæves.

Men bare i løbet af de seneste knap ti år, denne signatur har fulgt Einstürzende Neubauten som liveband, er der sket mærkbare forandringer. Fra en fuldstændig balstyrisk udladning til ære for de fremmødte weekendpunkere på det århusianske spillested Train i 2000 og over besøget på VoxHall fire år senere, hvor en Bargeld i nålestribet jakkesæt udførte en voodoo-seance mod et tidligere pladeselskab, mens der blev bællet tequila og røget joints i stor stil blandt publikum.

Og så til denne aften på et udsolgt Store Vega på Vesterbro, hvor både stemning og klientel befandt sig et godt stykke fra berlinsk undergrund i de tidlige 80’ere. Det gjorde imidlertid ikke noget, for til gengæld fik vi et band, der i dén grad mestrede deres virkemidler og i løbet af kort tid formåede at skabe fortættede stemninger af decideret uhygge og lejlighedsvis kontrolleret kaos – første gang for alvor eksploderende i ”Dead Friends”, koncertens tredje nummer. Og tilmed et band, som trods det indbyggede paradoks i at være et avantgardeband på knap 30. år, fortsat forekommer en del mere vedkommende end diverse omrejsende hitparader i rockens boldgade.

I den forstand forekommer det, at Blixa Bargelds vredesudbrud i Caves indledende anekdote favner fænomenets fascinationskraft meget godt. For netop fordi de ikke ”got into rock’n’roll to play rock’n’roll”, fremstår Einstürzende Neubauten stadig som et af scenens mere interessante indslag. Og når de eventuelt måtte forfalde til klichéer, er det kun de klichéer, de selv har opfundet: når dekonstruktionen på paradoksal vis bliver en konvention i sig selv.

Bargeld ”afslørede” i øvrigt selv den beskrevne udvikling i ensemblets lydbillede, da han præsenterede orkestret og forklarede, hvordan trommeslageren måtte overtales til at forlade sin tidligere levevej for at slutte sig til et ”rock’n’roll-band”. Unægteligt nye toner fra en Bargeld, der i øvrigt også fremstod befriende selvironisk i forhold til den postulerede excentricitet, som nogle gange har fået ham til at forekomme lovligt krukket. Alt andet lige gjorde der sig dog det samme gældende ved aftenens koncert, som altid har været tilfældet med gruppen: efter godt to en halv time havde man fået rigeligt for en aften.