Anmeldelse / Live / Lørdag d. 03-05-2008 kl. 06:20

Cola Freaks
Pop Revo 08, Pakhuset, Århus,
fredag d. 2. maj 2008

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: Lasse Dearman

GAFFA		2 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Upunket punk-pastische med potentiale til andet og mere end det

+ Se hele galleriet

Kan man være ung århusianer i år 2008 og samtidig være punk? Det må man antage, at de fem friske fyre, der udgør Cola Freaks, vil mene. At den musikhistoriske kilde, hvorfra de slubrer, har sit udspring, før nogen af dem sandsynligvis overhovedet blev født, medfører – kan man med relativ lethed hævde – at den i 70’erne ellers så autentiske udtryksform, her rundt regnet 30 år senere, er blevet reduceret til ren og skær pastiche.

Når frontskråler Mads Stobberup bevæger sig rundt på scenen med moves, der umiskendeligt ligner nogle, han har stjålet fra Ian Curtis – dog uden at gå så vidt som til også at spinde en pastiche over dennes faktiske epileptiske anfald – så lugter det af snyde-attitude, og fraværet af kunstnerisk autenticitet forstærkes naturligvis yderligere.

Endelig kan man sætte spørgsmålstegn ved, om ikke det at være ”punk” frem for alt betyder, at man giver pokker i de etablerede systemer, fordi man har et bud på, hvordan tingene kunne gøres bedre – hvormed det at lave pastiche-punk bliver noget af det mindst punkede, man kan foretage sig. Autentisk punk anno 2008 burde således principielt ikke lyde som 70’er-punk, men snarere være en afsøgning af det stik modsatte.

Begrænset variation
Nuvel, lad os lægge disse forfærdeligt akademiske overvejelser til side og så blot koncentrere os om de musikalske aspekter af, hvordan Cola Freaks (der – hvor obskurt et Lost Kids-hit, der end refereres til – stadig er et ret pinagtigt bandnavn) klarede sig som sidste navn på Pop Revo-festivalens første dag.

Koncerten bestod af en times tid propfyldt med korte numre, der hurtigt gik over i hinanden. Teksterne var på dansk, og det var i sig selv et meget friskt indlæg, men desværre var det ikke noget, man var helt sikker på, førend der var gået en del numre, da lyd og vokal begge lod lidt tilbage at ønske. Variationen mellem numrene var begrænset, og det ville være synd at sige, at der var de store melodiske kvaliteter, som trængte tydeligt nok igennem til, at man kunne huske dem i mere end få sekunder ind i næste nummer.

Fandenivoldsk trommeslager
Der skal dog lyde en stor ros, og denne går til bandets trommeslager, Jacob Elving. Særdeles imponerende var hans evne til at holde et mægtig højt tempo hele koncerten igennem. Intet click-track i ørene, men en præcisionsfyldt fandenivoldskhed, der generelt løftede den musikalske oplevelse.

De øvrige medlemmer klarede sig helt udmærket og faldt ikke igennem som ringe musikere – hvilket ellers kunne have været i 70’er-punkens ånd, men måske ligger det efterspurgte oprør i det faktum, at Cola Freaks teknisk set er en del dygtigere end deres kolleger typisk var for tre årtier siden? Desværre drukner deres potentiale ofte i de sjældent synderligt imponerende uptempo-kompositioner, og titter derfor primært frem, når tempoet ryger lidt ned.

Derfor ville det have været en hel del mere interessant, om Cola Freaks gav pokker i punk-idealerne og prøvede at opfinde en dyb tallerken, i stedet for at holde fast i at smadre underkopper (a la Rick, The People’s Poet, hvis nogen måtte værdsætte en reference af den halvobskure slags). Hvis blot potentialet kunne slippes fri, så ville der på ganske kort tid dannes grobund for en koncertoplevelse, der strækker sig noget længere end til pastichefyldt udgydelse af den umiddelbare trang til at spille hårdt og hurtigt derudad.