Frightened Rabbit
Pop Revo 08, Pakhuset, Århus,
fredag d. 2. maj 2008
Foto: Lasse Dearman
| GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Fremragende skotsk folkrock-band også blændende i live-regi
Med den udmærkede debut ”Sing The Greys” (2007) og det uomtvistelige mesterværk ”The Midnight Organ Fight” (2008) i bagagen er der lagt op til et mindeværdigt og betragteligt brag af en Frightened Rabbit-koncert denne første aften under årets Pop Revo Festival. Ikke mindst når både diverse hype-rygter og tilmed mere troværdige forlydender vil vide, at den skotske gruppe, der er spundet om brødrene Scott og Grant Hutchison, er et endog særdeles effent live-bekendtskab.
Frightened Rabbit lever stort set op til selv de allermest opskruede forventninger – bandet er vidunderligt sammenspillet, sætlisten frydefuldt skruet sammen, og så er intimiteten, det her kolossale nærvær, som også pladerne emmer af fra start til slut, tilstede i overordentlig grad. Udtrykket er voldsommere end på plade, og de oftest tre guitarer (!) fræser ubønhørligt derudad, mens trommerne saftsuseme også må stå model til lidt af hvert. Den varmt pulserende bas, der leverer så ubegribeligt konsekvente pragt-rundgange, er mest mildt forsonende indslag i en koncert, hvis intensitet er fuldstændig formidabel.
To små, nært beslægtede indvendinger bør lige luftes – den pragtfulde ”Good Arms Vs. Bad Arms” er noget nær ene om at repræsentere Frightened Rabbits tyst tilforladelige og smukt vemodige side, og det er af to åbenlyse årsager lidt synd. Nuvel, det er fedt at blive blæst omkuld, når det gøres så uudgrundeligt kompetent, som det er tilfældet hér, men lidt flere tilbagelænede stunder ville have blødt det hektiske virvar effektivt op. Og så må det nok erkendes, at bandets valg af denne ret konstante, massive lydmur kolliderer uhensigtsmæssigt med det faktum, at lyden viser sig vanskelig at tøjle og indimellem flyder lidt ud.
Der er dog tale om minimale anker, og Frightened Rabbit cementerer i aften snildt sin status som én af den moderne folkrocks mest prangende bannerførere.









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.