Grant-Lee Phillips
med Dennis Mejdal, VoxHall, Århus

Opvarmning: Dennis Mejdal
Som opvarmning til sin optræden denne aften havde Grant Lee Phillips selv udpeget den unge danske sangskriver Dennis Mejdal efter at have hørt dennes glimrende debut-plade ”Grow Little Acorn, Grow!”.

Til at begynde med savner man lidt den elektroniske prikken, der hjælper med til, at Mejdals plade skiller sig ud fra så mange andre håbefulde sangskriveres udgivelser. Dog vinder han hurtigt ind på publikum (og undertegnede) med sit nøgne og sympatiske udtryk, og jeg tror da heller ikke, han bliver fornærmet, hvis jeg allerede nu drager den yderst nærliggende parallel til Ryan Adams.

Klædt i hvid skjorte og slips minder Mejdal lidt om en vildfaren kontormus, men det glemmer man dog hurtigt, når han slår guitaren an. Tankerne ledes i stedet hen på Lows ”Death Of A Salesman”, og hvordan dennes tragiske historie havde været, hvis ikke han havde brændt sin guitar i et raserianfald.

Mejdal har virkelig nogle fine sange, og han tiltrækker sig da også pæn opmærksomhed fra det talstærkt fremmødte publikum, der tydeligvis har en god oplevelse. Overraskende spiller Mejdal som næstsidste nummer en cover-udgave af Nirvanas ”Come As You Are” og forvandler flot grunge-milestenen til en folk-sang. Vellykket bortset fra en lidt ærgerlig håndtering af mundharmonikaen.

Afslutningsvist spiller Mejdal, hvad han betegner som sit radiohit, ”Broken Satellite”, der da også fortjener status af et sådant og udgør en flot afslutning på en god opvarmning. (****)

Efter en kort pause indtager aftenens hovedperson storsmilende og energisk scenen. Med sig har han pianisten Jamie Edwards, der udgør aftenens band. Grant Lee Phillips forklarer navnet på den igangværende turné ”The Ballads Tour” med, at han ikke har en trommeslager med sig, ”but we can do pretty much whatever”, proklameres det med et smil fra Phillips, der allerede her udviser stor veloplagthed.

Til aftenens koncert er der ingen fastlagt sæt-liste, så numrene bliver besluttet efterhånden, som aftenen skrider frem. Klaver, guitar og sang udfylder hurtigt VoxHall, og der er en smittende intensitet i aftenens første numre, der hovedsageligt er hentet fra 2001-albummet ”Mobilize”, hvor især ”See America” tager sig særligt smukt ud. Mellem numrene kommenterer Phillips muntert på det herlige vejr og den dejlige mad, han har fået serveret tidligere på dagen. Lidt pudsig kontrast til de über-melankolske sange, men man kan jo ikke klandre manden for at være i godt humør – tværtimod.

”Bandet” Jamie Edwards gør et fænomenalt arbejde i at bakke Grant Lee op og skifter elegant mellem flygel, keyboard og laptop. Der er en inderlighed og indlevelse i musikken, samtidig med at kontakten til publikum mellem numrene er upåklagelig. Dog er det lidt tåkrummende at spore publikums åbenlyse begejstring, da Phillips fortæller, at han nu vil dykke længere ned i det (med mandens egne ord) støvede bagkatalog. ”Jupiter And Teardrop” fremføres overbevisende foran et publikum, der står med åben mund og polypper.

Det klæder helt sikkert numrene at blive nedbarberet på den måde, men man kan bare ikke helt sige sig fri for at savne lidt variation. Ikke mindst fordi Grant Lee i store dele af koncerten benytter sig af den samme guitarteknik. Det er dog en bagatel, og i næste nummer ”Lily A-Passion” viser Phillips, at han har helt styr på både stemme og sangteknik. Han mødes af et mylder af forslag, da han kækt spørger publikum, hvad de har lyst til at høre denne mandag aften. Valget falder på ”Honey Don’t Think”, der af Phillips betegnes som et ”nice call”. Sammenspillet mellem Grant Lee og Jamie Edwards fungerer rigtig godt, og Phillips er meget sikker i sin fremførelse af sangene.

Der er en tårevædet amerikansk ørkenstemning over fremførelsen af numrene, og Grant Lee synger, som om Fanden selv var i hælene på ham. Efter en times tid forlader han og Edwards scenen for en kort stund for derefter at vende tilbage med tyve minutters ekstranumre. Heriblandt ”Fuzzy”, som mange blandt publikum efter deres reaktion at dømme var kommet for at høre. ”You’re such a nice and listening crowd”, roser Phillips publikum, og det har han helt ret i. Topkarakter til publikum.

Grant Lee Phillips slutter overraskende af med hæsblæsende galoperende guitar og et klaverspil, hvor der (undskyld udtrykket) spilles på alle tangenter, og han formår at efterlade publikum med lyst til mere. Havde der været flere af den slags energiudladninger undervejs, havde Grant Lee nok fået en ekstra stjerne med på vejen, men undertegnede kan dog ikke sige sig fri for at have befundet sig overordentlig godt i selskab med Grant Lee Phillips og hans pianomand denne mandag aften på VoxHall i Århus.

Grant-Lee Phillips spiller i Lille Vega i København 6. maj