Lulu Rouge
Bless You
Music For Dreams |
Udkom 14. maj 2008 | GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
5,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Erfarent producer-makkerpar indfrier de høje forventninger med detaljerig dub af den tyske skole
Bless You er en af årets mest ventede og hypede plader i Danmark, hvilket er ret usædvanligt for elektronisk musik, og det kunne måske heller ikke have ladet sig gøre inden Trentemøllers store gennembrud. Og her holder sammenligningningerne så op, for selvom Lulu Rouge bevæger sig i samme dubbede og melankolske ende af genren, så er duoens musik ganske særegen. Minimal uden at være menneskefjendsk og dubbet uden at være indadvendt. Grundstemningen er mørk, og selvom udtrykket på sin vis er tilbagelænet, er der ofte en fremadrettet flugt og kølig sexethed over de lækkert svungne numre – en blanding, der fungerer allerbedst på numre som den dubbede og stemningsfulde programerklæring Lulu’s Theme, Thinking Of You med bidder af den fænomenale sanger Tuco og singleforløberen Bless You med Mikael Simpson på mikrofon. Det giver mindre mening på Ninna Nanna, hvor den meget nuttede vokal trækker mere fra, end den lægger til, og desværre leder denne anmelders tanker hen på Enya på italiensk. Så er det noget sjovere på Sweeter Than Sweet, som for en stund lader dubben glide i baggrunden for en lidt mere ligefrem, electro-influeret komposition og en nærmest radiovenlig pop-sangstruktur. Lulu Rouge sidder med et potentielt hit, der kan række ud over de snævre genregrænser uden at forskrække puritanerne alt for meget, for Bless You er et vellykket album, som på fornem vis forener stram maskinføring med røgfyldte klange i ekkokammeret.









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.