Diverse kunstnere, Teaterkoncert Beach Boys, Aarhus Teater

Diverse kunstnere: Teaterkoncert Beach Boys, Aarhus Teater

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

En westerninspireret teaterkoncert baseret på The Beach Boys’ musik – hvor godt kan det være? Bare det nu ikke bliver en halvpinlig omgang lal med tjubang og akavede fortolkninger af surf- og bilhittene. Forhåbentlig ikke noget med at slå lavkulturelt plat på den musik, der rummer så meget mere end den gængse tilhænger vil anerkende – det ville være frygteligt at skulle udstå to timer i træk.

Skepsis forvandles til skam.

Godt nok er der tjubang, og der er også både Surfin’ USA, Catch A Wave, Little Deuce Coupe og I Get Around at finde blandt de fremførte numre. Men hvor er det lige fra Bjarne Henriksens første brummen i Heroes And Villains til bonusfinessen Don’t Worry, Baby en enormt fantastisk, helt og aldeles uventet og forunderligt absurd omgang, der fylder den gamle sal på Aarhus Teater.

Hvert enkelt nummer har fået et splinternyt arrangement, der på en og samme gang fuldt ud beviser både den eviggyldige kvalitet, som sangene rummer – og som i særdeleshed geniet Brian Wilson kan takkes for at have komponeret – og så de frygteligt kreative og oftest lige så velfungerende fortolkninger af sangene, som Jens og Peter Hellemann har leveret til teaterkoncerten.

Tre uventede Smile-numre og andre store overraskelser
Og hvad byder sangvalget så ellers på? En af de helt store overraskelser for undertegnedes vedkommende kommer i form af Surf’s Up, der, for de uinitierede og trods titlen, ikke er et af de tidlige surfhits, men et af de centrale numre på det legendariske Smile-album, hvorfra også Our Prayer og Cabin Essence er repræsenteret. (Ud over naturligvis Heroes And Villains og Good Vibrations.) Af andre ganske uventede indslag bør nævnes Brian Wilsons meningsløshedsperle ’Til I Die og Dennis Wilsons alt for undervurderede Barbara.

Uden nogen egentlig dialog er det øvrige fokus lagt på koreografien og scenografien, som henholdsvis Anja Gaardbo og Kim Witzel har stået for. Første akt fokuserer fortrinsvist på cool cowboys, mens anden akt fremviser fjerprydninger i fuldt flor. Kostumerne er, om end ikke altid lige nydelige, så altid særdeles originale. Fleksible at bevæge sig i må de også være, for her er sandelig ikke tale om simpel gåen rundt på scenegulvet.

Fuldt aktiveret sanseapparat
Der svæves og skydes, der hænges i galgen, og der danses igennem – alt imens der synges igennem af blandt andre Jimmy Jørgensen, Mark Linn, Sara Grabow, Bjarne Henriksen, Anne Sofie Byder, Martin Greis og Sandra Yi Sencindiver, ligesom flere af bandmedlemmerne som regel også indgår i koreografien. Hele sanseapparatet er således fuldt aktiveret det meste af tiden, og der er dømt sjælebefriende katharsis, når det er allerbedst.

Det er det eksempelvis i den nu ypperligt yndige I Can Hear Music fremført af Grabow og Sencindiver i en noget besværlig positur – hængende ned fra oven, og kun den ene med hovedet opad. Dance Dance Dance overrumpler med et ualmindeligt catchy beat, mens fire sexy bandidas både synger og danser insisterende derudad. In My Room sunget af Bjarne Henriksen, mens han ligger klemt i en lille trækasse, der flyver bort med ham i, vækker meget bred begejstring. Surfin’ USA, som jo naturligvis skulle fremføres også, får et helt nyt og endnu bedre liv, når Byder og Linn svæver romantisk mellem hinanden. Be True To Your School bliver pludselig enormt aggresiv, når Greis fører sin bande an, og det fungerer strygende. Selv samme Greis skal også roses for Break Away, der ligesom Surfin’ USA pludselig lyder helt frisk fra smedjen. Og man kunne ganske nemt blive ved.

Glimt af uindfriet potentiale
Dér, hvor det så ind i mellem halter – og det er ikke tit, det sker, og når det gør, er det ikke ret meget, men alligevel – er når potentialet ikke helt indfris. The Beach Boys er ikke uden grund særdeles kendt for vokalharmonierne, og når disse fremføres, lyder det fortrinligt og forstærker påvirkningen af følelsesregisteret på allerbedste vis.

Det sker eksempelvis i Surf’s Up, Our Prayer (der som acapella-nummer nok ville være lidt tyndt uden) og Fun, Fun, Fun, men helt centrale korarrangementer udelades i blandt andet California Girls, Sloop John B. og Barbara Ann, og det er synd, for disse numre fremstår lidt tynde, uden det synes at gavne udtrykket på nogen måde. Desuden er der et par af stemmerne, der bestemt er bedre end andre, og første akts flow var også en del bedre en andens.

Det er dog ikke noget, der lader til at gå publikum på, da der synes at være eksistere en udelt begejstring. I hvert fald kaldes hele skuespillerholdet tilbage igen og igen, da teaterkoncerten er slut, og Nikolaj Cederholm, der står for både manuskript, koncept og iscenesættelse, kommer også på scenen i selskab med sine kolleger for at modtage den nærmest endeløse hyldest.

En ikke helt skidt premiereaften, og herfra kan kun lyde særdeles varme anbefalinger om at give sig selv denne oplevelse, mens muligheden er der – det vil sige inden 14. juni. Billetterne kan købes på BilletNet og koster mellem 175 og 295 kr. med halvprisrabat til studerende og unge under 20 – og til de, der vælger at gå i teatret om mandagen.

Stor ros fra Thomas Blachman
Et af de kendte ansigter blandt publikum tilhører Thomas Blachman, der næppe behøver nogen videre introduktion i disse tider. Kan det tænkes, at han har nogle spydige kritikpunkter, eller at han måske blot er en smule forbeholden overfor den oplevelse, som man selv er blevet aldeles overvældet af? Nysgerrigheden har meldt sig, og et impromptu-interview stables på benene umiddelbart efter forestillingen er slut.

Ingen spydigheder i sigte. Tværtimod er der masser af pæne ord til både bagmand Nikolaj Cederholm og forestillingen generelt:

– Jeg synes Cederholm er virtuos i at lave en dramatisk forestilling, som holder de rigtige pauser og holder de rigtige tempiskift. Fremragende orkestreringer og fremragende præstationer, ikke mindst scenografien, forklarer Blachman og kommer med en nok en betydelig cadeau:

– Det er alt det, vi har længtes efter at se.

Begejstringen er utvivlsomt stor, og han har kun én bekymring:

– Det er, hvor mange, der i virkeligheden kender Beach Boys i så intens grad, at man på samme måde som med Gasolin’ kan få en personlig reference. Jeg tror, der er mange ting, som fiser hen over hovedet på nogen, fortæller han. Det er dog ikke umiddelbart egen isse, disse ting flyver hen over:

– Jeg kan ikke sidde stille til det, for det er måske et af de største popbands, der nogensinde har eksisteret, synes jeg. De har betydet rigtig meget for mig. Lars H.U.G. sad inden for en diameter af to meter fra mig, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget Beach Boys også har betydet for ham.

Der falder lidt yderligere roser af til forestillingen, og denne gang specifikt til de ”helt fantastisk flotte kostumer”. Karakteren for denne anmeldelse er allerede afgivet, da Blachmans bud på et passende antal stjerner udbedes. Han ender på samme nummer, og slutter af med en kommentar, der herfra tilsvarende kan ydes tilslutning til:

– Jeg er ikke en stor teatermand, men jeg er glad for at have været her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA