L.O.C.
Scandinavian Congress Center, Århus,
lørdag d. 10. maj 2008
Foto: Toke Hage
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
1,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Dansk raps gulddreng på hjemmebane
Opvarmningen for Liam O’Connor denne aften var rapperen Jooks, der tidligere har slået sine folder i Rent Mel. Nu er han imidlertid klar til at springe ud som solist med albummet ”Priviligeret”, der udkommer senere på året.
Jooks og hans to backup-rappere gør et særdeles hæderligt stykke arbejde, men svigtes desværre af både et storsnakkende publikum og en ret dårlig lyd, der ikke tegner godt for resten af koncerten i Scandinavian Congress Center. Det, som undertegnede trods dårlige lydforhold formår at opfange af Jooks’ optræden, tegner bestemt ikke dårligt for rapperens kommende plade. Der er et godt flow, lytteværdige tekster og først og fremmest en troværdig attitude. Helt sikkert en god opvarmning, der dog skulle vise sig lidt triviel i længden. (****)
I pausen mellem Jooks’ show og aftenens hovedperson, spilles der en gang 90’er-westcoast-gangsta rap for at få folk i stemning, og efter at publikum har haft muligheden for at stå og nikke med hovedet til Snoop og Dr. Dre et stykke tid, slukkes lyset i Scandinavian Congress Center, og der lyder et jubelråb fra salen, da Liam O’Connor indtager scenen klædt i sort.
Uden et ord til det sultne publikum serverer Liam sammen med sin trofaste trommeslager Ulf Scott, Rune Rask og Jonas Vestergaard en velanrettet udgave af ”Blod I Min Hud”; åbningsnummeret fra ”Melankolia”. Det medbragte bagtæppe varierer flot visuelt, og uden pause glider nummeret over i ”#%!@ Mig Nu”, der med sit Veto-sample lægger en særlig stemning for dagen.
Desværre holder de bange anelser fra Jooks-koncerten stik, og vokalen drukner til tider i dårlig lyd, sølle akustik og al for megen buldren fra Scotts ellers ret tighte trommespil. Ærgerligt, når nu fremførelsen af Liams tekster er det, der skal bære showet.
Salen er propfyldt, og når L.O.C. kommer med første shout out til publikum: ”Hva’ så Århus? I er fucking fantastiske!”, koger salen næsten over. Publikum er tydeligvis helt klar på numrene fra ”Melankolia/XxxCouture” og synger med på ”Flere Midler”, imens hænderne kastes i vejret hele vejen ned gennem salen. Man kan kun forestille sig, hvor fedt det må se ud oppe fra scenen.
Næste nummer er ”Hvorfor Vil Du Ikk'?”, der må siges at være et af de stærkeste numre fra Århus-rapperens hånd nogensinde. Det fremføres yderst overbevisende, og som sådan er der i det hele taget ikke en finger at sætte på O’Connors optræden. Dog skærpes opmærksomheden i næste nummer, ”CFX”, når Bai-D træder ind og fremfører sin del og bakker L.O.C. op. En ekstra rapper på scenen skader ikke ligefrem. Det formår dog ikke at lægge skjul på den elendige akustik og de tunge beats’ dominans over ordene.
Vreden og håbløsheden i ”Melankolia”s numre kommer til udtryk på troværdig vis, og man får en fornemmelse af, at de følelser, der i første omgang var ophav til teksterne, får frit løb på scenen. Det er et dystert univers, der males, og det videreformidles med overbevisning.
Før alting overskygges af ”Melankolia”, lukker L.O.C. op for et flok af sine hits af ældre dato, og blandt anden en fremførelse af remix-delen af Jokerens ”Havnen” får stemningen i vejret. En up-tempo udgave af Johnsons ”Fra Mit Kvarter” fremføres desværre uden Johnson, hvilket er ærgerligt, eftersom det netop er sammenspillet mellem de to rapperes særprægede stemmer, der er et af nummerets største kvaliteter. Ligeledes fremføres ”Ingen Diskussion” desværre også uden de øvrige B.A.N.G.E.R.S. og ”Hospital” uden Nephew. Her leverer publikum dog en fornem erstatning for Simon Kvamm.
I næste nummer er vi i ”XxxCouture”-land, og salen eksploderer, da netop føromtalte Simon Kvamm går på scenen i nummeret ”Superbia”. Sangen gør sig faktisk her bedre end på pladen, da Kvamms stemme i aftenens anledning er forfriskende rå og upoleret. Niveauet holdes med ”XxxCouture”-delens bedste nummer ”Uptivupti”, hvortil Liam knytter kommentaren: ”Der er vel ikke noget i vejen med at være populær.” Herudover ytrer han storsmilende til publikum: ”Jeg er pisseglad for, at I er kommet!”, og det virker som om, han mener det.
Efter ”Så Bizart” er vi atter tilbage i de ældre hits, og ”Drik Din Hjerne Ud” fremføres på en måde så man ikke skulle tro, at sprutten er lagt på hylden, mens der er decideret fællessang med ”Frøken Escobar”, ”Undskyld” og ”Du Gør Mig…”
Trods den store forskellighed blandt klientellet, der er mødt op i SCC denne fredag aften, virker det som om, alle kan deres L.O.C. til fingerspidserne.
”Bare En Pige” får lighterne til at ryge i vejret. Rigtige lightere og ikke bare mobil-displays, og afslutningsnummeret ”Fellatio” antyder, at festen nok ikke er helt forbi endnu.
Efter at videoen til ”Hvorfor Vil Du Ikk” har kørt hen over bagtæppet, indtager L.O.C.-crewet atter scenen og fremfører nummeret ”Slik”, der med Orgi-Es hjælp får SCC til at svede af lummer stemning. Aftenens sidste nummer ”XxxCouture” fremføres med klædelig aggressivitet, men understreger desværre endnu engang de dårlige lydforhold.
Alt i alt en rigtig god koncert, men man kunne godt have ønsket sig lidt flere gæste-optrædener til et så stort opsat show som dette. Pyt, dem kan man sagtens leve uden. Den dårlige lyd derimod, den er straks sværere at kapere. Dette er dog ikke Liam og co.s skyld. De leverede en gedigen optræden, og det københavnske publikum har helt sikkert en oplevelse af de bedre i vente, når de indtager KB-Hallen lørdag.
L.O.C. spiller i KB-Hallen den 10. maj.

















Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.