De seks popmageres internationale udspil opgraderer den danske udgivelse med nye danseglade numre

Alphabeat er rykket fra Silkeborg til London og er blevet taget imod med åbne arme. Og mærkeligt er det jo ikke, for med deres musik følger en dansevirus med smittepotentiale på niveau med lopper i en hundekennel. Sekstettens instrumentering er sjovt nok, antallet af medlemmer taget i betragtning, sparsom og gør lyden af Alphabeats diskotoner minimalistisk og let at holde af. Ikke mindst fordi produktionen heller ikke har hældt genrens så oplagte effekter og uigennemtrængelige klister ud over numrene. Sammen med trommernes beat står de gode maskuline og feminine vokaler (Anders SG og Stine Bramsen) for tyngden i numrene. En tredjedel af numrene er skiftet ud på den internationale version af debuten, og det er ikke overraskende, at valget er faldet på blandt andet Into The Jungle og The Hours, som i tempo, opfindsomhed og ørehænger-potentiale ikke matchede resten af albummet. Det gør til gengæld det nye Touch Me Touching You, et lækkert up-tempo nummer med samme hitpotentiale som Fascination og 10,000 Nights. Mere monotone og anonyme er GoGo og fortolkningen af Public Image Ltd.'s Public Image, især sidstnævnte savner den legesyge umiddelbarhed, som ellers er Alphabeats fornemme kendetegn. Men det er alt i alt en opgradering af en danseplade for danseglade, og den har gode chancer for at indtage England og resten af verden - som lopper, der angriber en kennel – med diskohop til diskopop. Sådan er Alphabeats beat. Indtagende og smitsomt.