Stilskiftet er ikke en ubetinget succes

Efter den afdæmpede Plans er DCFC denne gang gået mere rocket til sangskrivningen. Det betyder blandt andet, at bassisten Nick Harmer her driver flere af de bedste sange frem, og at sangstrukturen ofte er løsere end før. Men desværre er pladens mere jam-agtige sange ikke på niveau med højdepunkter som Bixby Canyon Bridge og den fænomenale I Will Possess Your Heart, og derfor fremstår pladen en smule ujævn.
Sidstnævnte er dog en af bandets bedste sange nogensinde, og det til trods for, at man skal halvvejs ind i den mere end otte minutter lange single, før Ben Gibbard påbegynder historien om den forelskede vindueskigger.
Man savner dog ofte lidt poesi i Gibbards nye mere direkte fortællestil, og det er kun, når han som Morrissey varsler dommedag eller serverer de knuste hjerter på et fad, at ordene får en vedkommende klang.
Ensomheden skildres eksempelvis fint i sangen om figuren, der har nedgraderet størrelsen af sin seng, da den alligevel aldrig bruges af mere end en i Your New Twin Sized Bed, der sammen med Long Division er højdepunkter på den sidste halvdel af pladen.
Sammenlagt er summen af sange dog en lidt frustrerende omgang, der veksler mellem forrygende højdepunkter og mere jævnt materiale, der i hvert fald i denne sammenhæng fremstår svagt. Bandet sætter dog standarden højt, og afslutningen, hvor kærligheden beskrives som is, der over tid forsvinder og bliver til ingenting, er nærmest hjerteskærende. Så selvom dette ikke er bandets bedste stund, er der stadig langt ned til middelmådigheden.