Anmeldelse / Live / Torsdag d. 15-05-2008 kl. 00:18

Roger Waters
Fionia Park, Odense,
tirsdag d. 13. maj 2008

Anmeldt af Mads Kolby
Foto: Morten Rygaard

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

A trip to the Dark Side Of The Moon

+ Se hele galleriet

Tirsdag aften var det Odenses tur til at få besøg af Roger Waters og hans ”Dark Side Of The Moon Live”-show, der også besøgte Roskilde Festival i 2006 og Augustenborg Slotspark sidste år.

Koncerten var delt op i et første sæt med highlights fra både Pink Floyd og Roger Waters’ solokarriere, mens anden halvdel bestod af en ren gennemspilning af ”Dark Side Of The Moon”-albummet. Der var intet opvarmningsband, så de fremmødte koldstartede deres rock-motor, da Roger Waters lagde ud med tonerne i ”In The Flesh”, der blev fulgt op med publikumsfavoritten ”Mother”.

Straks efter var der afgang til Pink Floyds psykedeliske univers med ”Set the Controls for The Heart Of The Sun”. Man fik et indblik i den syrepåvirkede indvirkning fra perioden med Syd Barrett som kreativ partner for Roger Waters, og det berømte lys- og sceneshow begyndte for alvor at sætte i gang med pulserende farver og mønstre, der bestemt ikke var egnet for epileptikere.

Herefter kom et par hits fra “Wish You Were Here”. Først ”Shine On You Crazy Diamond” efterfulgt af “Have a Cigar”, der ligesom på albummet skrattede ud i radiolyde i slutningen. Lidt forskellige lydbidder, lidt mere radio-skratten og så i gang med ”Wish You Were Here”. Et nummer, der gav lidt smagsprøver på, at Roger Waters ikke er nogen vårhare, hvad stemmen angår.

Flyvende svin
Derefter fulgte ”Southampton Docks” og “The Fletcher Memorial Home” efterfulgt af koncertens to eneste numre fra Roger Waters’ solokarriere, ”Perfect Sense” og ”Leaving Beirut”. Især i det sidste nummer lommefilosoferede Waters over verdens tilstand og nåede i den forbindelse at sende en sviner af sted til George W. Bush og Tony Blair. Især fraserne ”Oh George, Oh George! That Texas education must have fucked you up when you were very small” syntes at bringe smil på publikums læber.

Smilene forsatte i “Sheep”, da den efterhånden karakteristiske helium-fyldte plastic-gris svævede stor som en skolebus over forsamlingen for til sidst at blive sluppet løs og flyve bort i det fjerne. Svinet var dekoreret med graffiti på siderne, ”Vote Obama” på bugen og en karikatur, der i mistænkelig grad lignede Pia Kjærsgaard, i røven.

Månelanding
Efter godt og vel 20 minutters pause dukkede en rød måne frem på storskærmen, og en kredsende satellits røde lampe blinkede i takt med beatet i ”Speak to Me/Breathe”. Der blev for alvor gjort brug af den quadrofoniske lyd og lyseffekterne i anden halvleg, hvor det også virkede, som om Roger Waters trådte i baggrunden og overlod opmærksomheden til musikken i frem for kunstneren.

”On the Run” satte folk rigtigt i gang, inden ”Time” omringede publikum med klokkeslag fra alle kanter. Nummeret var ligesom et par andre forkortet, så fansene blev sparet for alt for lange mellem- og forspil.

Er man fan af ”Dark Side Of The Moon” er ”The Great Gig In The Sky” den ultimative lakmusprøve. Heldigvis skuffede Carol Kenyon i koret ikke. Selvom det ikke var så godt som originalen (er det nogensinde det?), gav nummerets vokalsoloer kuldegysninger.

”Money” virkede en smule rustent i starten, men kom hurtigt efter det, og flere i publikum levede sig så meget ind i nummeret, at de sang med på kasseapparaternes lyde.

De synkrone leadguitar-passager og den suveræne solo gjorde ”Us and Them” til et af aftenens højdepunkter, og publikum rockede med til den instrumentale ”Any Colour You Like”, før bandet sluttede af med en suveræn fremførelse af ”Brain Damage” og ”Eclipse”.

Buk og vink fra Roger og co., og væk fra scenen var de. Publikum brokkede sig højlydt, men Roger Waters kom troligt tilbage.

You! Yes, you laddie! Stand Still!!
Der var helt mørkt på scenen, da en enkelt lyskegle ramte Roger Waters, der pegede ud blandt publikum og indledte ”The Happiest Days Of Our Lives” med det karakteristiske skolegårdvagts-udråb. Nummeret gled ganske naturligt over i folkekravet ”Another Brick In The Wall”, der for alvor fik publikum til at synge med. Den blev efterfulgt af ”Bring the Boys Back Home” og ”Vera”, før aftenen perfekt blev sluttet af med endnu en publikumfavorit: ”Comfortably Numb”.

Koncerten gav ingen plads til improvisation, men det var heller ikke, hvad folk kom efter. Selvom ”Dark Side Of The Moon” blev indspillet for 35 år siden, var koncerten netop så fantastisk, som man turde håbe.