Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 16-05-2008 kl. 00:14

Veto
Store Vega, København (turnéstart),
torsdag d. 15. maj 2008

Anmeldt af Lars Rønn Olsen
Foto: Christian Hjorth
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Elektrorockerne gik veloplagte til sagerne, men undlod desværre at give alt det, de har i sig

For en uges tid siden slog Veto fast, hvorfor de fortjente at spille foran et udsolgt Store Vega. ”Crushing Digits” tog anmelderne med storm, og torsdag kom turen til skarerne af hungrende fans.

Men først; Ethvert hovednavns værste mareridt – bedre kendt som WhoMadeWho. Bandet var i absolut topform, da publikum skulle sættes i gear inden Veto. En sand fornøjelse at høre – og se – den flamboyante disco-funk blive vækket til live på scenen, og det er ubestridt her, at trioen hører til. Publikums udelte opmærksomhed var deres i 35 minutter, nok til at indgyde respekt og nervøsitet hos ethvert efterfølgende band.

Og nervøsiteten hang tykt i luften, da det blev Vetos tur i rampelyset. Om WhoMadeWho havde nogen indflydelse på dette, er svært at sige, men der skulle i al fald gå tre-fire numre, inden Abrahamsen og co. for alvor virkede tilpas på scenen. Lyden var dog heller ikke helt på deres side, og især guitar og synths trak det korteste strå under første nummer ” You Say Yes, I Say Yes”.

Ikke overvældet af den positive anmelderrespons til ”Crushing Digits” valgte bandet allerede som andet nummer at trække et gammelt es ud af ærmet i form af ”Can You See Anything?”, og efterfølgende ”We Are Not Your Friends” ligeledes fra ”There’s A Beat In All Machines”. Publikum var komplet solgte efter den bragende start, men herfra skulle sættet desværre vise sig at blive en energisk hæmsko.

Veto besidder en dynamik, som mange må misunde dem. Dog har de også en svaghed for de mere stille sange, der fungerer nok så fint på cd, men desværre går hen og bliver, ja, lidt småkedeligt live. Således var der godt 20-25 minutter midt i koncerten, hvor de dynamiske højdepunkter var så få, at helhedsindtrykket blev uopretteligt påvirket. Først tredjesidste nummer i hovedsættet, nemlig energibomben og semi-titelnummeret ”Digits”, bød på den tilstedeværelse, der gør Veto til det eminente liveband, de nu engang kan være, når de vil det. De skæve beats, den pumpende bas og Troels Abrahamsens fabelagtige rock-vokal kom i sit rette element, og det hele gik op i en højere enhed.

De efterfølgende numre bød på det bedste fra ”Crushing Digits”, såsom ”Unite”, ” Built To Fail” og i ekstrasættet ” Blackout”. Desuden blev ”You Are a Knife” som forventet en del af ekstrasættet, og bandet kunne slutte koncerten på højdepunktet.

Hvor deres succes dog har opgraderet deres lysshow og instrumenter, besidder de stadig en charmerende ydmyghed over for publikum. Selv med denne søde naive tilstedeværelse, formåede de i perioder at ryste Store Vegas fundament. Desværre lykkedes det ikke hele koncerten igennem, på trods af at bandet nu har ikke et, men to virkelig gode album i bagagen.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.